Børn på samlebånd

Vi, pædagoger, har for travlt ifht kerneopgaven. Hvis jeg skal gå nogenlunde tilfreds hjem fra arbejde, bliver jeg nødt til at prioritere, hvilke opgaver, altså børn, jeg vil nå i løbet af en dag, for jeg når ikke allesammen.

Derfor pålægges vi målsætninger, skemaer, metoder og systemer for at sikre, at vi opfylder vores opgave, fordi vi, pga manglende ressourcer, ikke kan gøre det på naturlig vis.

Det paradoksale er, at jo færre ressourcer vi har til at løse den pædagogiske kerneopgave, jo flere krav, skemaer og systemer, bliver vi underlagt eller underlægger os selv. Og jo flere krav, skemaer og systemer, vi bliver underlagt, jo mindre fokus får vi på kerneopgaven: nærvær, omsorg og anerkendelse for at fremme trivsel og udvikling.

Vi planlægger særlige projekter udfra læreplanstemaer, som vi er underlagt ovenfra. Derved kan vi skrive og dokumentere, at i januar måned har lille Tim arbejdet med “Krop og bevægelse”. Vi glemmer bare, at samtlige temaer kommer i spil naturligt i hverdagen, selv i en ganske almindelig garderobesituation, hvor jeg hjælper ham med at tage tøj på. Men det kræver en god normering at tilgodese på en naturlig og nærværende måde.

Hvad der førhen var en selvfølge, at man naturligt tilgodeså i det pædagogiske arbejde, skal nu sættes i system for at sikre, at alle børn bliver tilgodeset. Mange pædagoger mener, at disse krav og metoder fra kommune og stat hænger sammen med manglende tillid til pædagogerne. Og med rette. For hvordan kan vi nå rundt om alle børns trivsel og udvikling i nutidens daginstitutioner?

Så vi sætter trivslen og udviklingen i skemaer og kasser, så vi ikke overser alt for meget, som vi ellers ville have fået øje på naturligt, hvis vi, vel og mærke, var flere til rent faktisk at se børnenes trivsel og udvikling.

Vi laver trivselsvurderinger af hvert enkelt barn hvert halve år og sætter farver på deres udvikling i forhold til forskellige områder, fordi vi ikke har tid til at opdage barnets udfordringer og sammenhæng naturligt.

Vi sætter farver eller tal på deres relationer til både børn og voksne, samt laver statistikker på deres venskaber, så vi er sikre på, at alle børn har tætte relationer, fordi vi ikke har nok tid til at observere, reflektere og indgå i børnenes leg. Vi laver lister med børnenes navne og sætter kryds for at sikre, at de har minimum én samtale med en voksen om dagen, fordi der er for mange børn pr. voksen til, at man naturligt kommer omkring alle.

Vi sprogscreener børnene og giver dem point for at se, hvor de er i deres sproglige udvikling. Derefter sætter vi sprogstimulering i skemaer, fordi vi sjældent har tid til at fordybe os i samtale med et barn ad gangen og naturligt gå på opdagelse i deres sproglige kompetencer og udfordringer. Vi glemmer, at samtalen ved frokostbordet er den bedste sprogstimulering, men det kræver, at der er nok pædagoger til, at vi kan sidde sammen med børnene ved bordet.

Hvorfor sætter vi alt i system? Fordi vi er bange for at overse noget og ikke har tid til se det enkelte barn og reflektere ordentligt over arbejdet med det enkelte barn.

Hvorfor? Fordi vi er for få pædagoger til at se børnene.

I stedet for at arbejde med det hele barn og alt hvad der er af udviklingspotentiale og læringsarenaer omkring barnet, så kommer vi til at arbejde med små, adskilte brudstykker ad gangen, fordi det er dét, som vi kan overskue med de ressourcer og den tid, som vi har at gøre godt med.

Tænk, hvis vi havde ressourcer nok i daginstitutionen, til at vi kunne arbejde med barnet og gruppen fra alle vinkler på én gang, og kunne arbejde med helhedsbilleder, fremfor øjebliksbilleder af barnet.

Så ville vi nå til månen og tilbage igen og skabe sunde, hele mennesker, som kunne indtage verden med et stærkt selvværd, begge ben på jorden, som ikke skal vente på hver torsdag kl.10, hvor der bliver tid til anerkendelse.

Kommentarer