Jeg vil bare så gerne have arbejdsro

Er det for meget at forlange?

Jeg vil gerne have ro fra pædagogiske koncepter, udviklet af alle andre end pædagoger, udvalgt af kommunale medarbejdere, der ikke rådfører sig med pædagoger.

Jeg vil gerne have ro fra kravene om at bruge diverse it-systemer, der ikke snakker sammen med vores hardware (som i øvrigt heller ikke snakker sammen indbyrdes), og som er udviklet af eksterne firmaer, der aldrig kunne drømme om at spørge, hvad en pædagog har brug for i programmet.

Jeg vil gerne have ro fra endeløse diskussioner om sukkerpolitik, søvnpolitik, madpolitik, legepolitik, sygdomspolitik og politik i det hele taget. Jeg vil gerne have lov til at tage udgangspunkt i det enkelte barn og den enkelte familie.

Jeg vil gerne have ro fra mine kollegaer, der altid mangler en hånd med et eller andet. Der skal altid skiftes en ble, puttes et barn, tømmes en opvaskemaskine, sættes en vask over, skiftes noget sengetøj, repareres en stol eller hænges en hylde op, bedst som jeg sidder og er fordybet med en gruppe børn. Det er ikke fordi mine kollegaer ikke gider selv, deres liste med opgaver er bare endnu længere.

Jeg vil gerne have ro fra sparekrav. Krav om at nå mere, nå flere børn, nå flere familier, inkludere flere med særlige behov, opfylde nye lovkrav, implementere nye læreplaner, og så videre i en uendelighed, med stadig færre og færre hænder.

Jeg vil bare gerne have lidt ro til børnene.

Kommentarer