For hvis skyld går Peter til svømning fredag eftermiddag?

 

Det er fredag sidst på eftermiddagen. Peter er 4 år, han er lige blevet storebror, og i dag skal han begynde til svømning. Peters mor er kommet for at hente Peter, ude i garderoben høres Peters højlydte gråd –”Jeg vil ikke til svømning! Jeg vil ikke til svømning!” gentager Peter igen og igen. Peter har en sød mor, og hun bliver ved med at forklare ham vigtigheden af at lære at svømme. Peter må da forstå, at det bliver meget sjovere, hvis han kan svømme, når nu de skal på ferie i Spanien næste sommer. Peter forstår og hører ingenting. Nu græder Peters lillesøster også, og Peters ellers så rolige og søde mor bliver hektisk. Hun får hanket op i babylift, regntøj og madkasser, og forsvinder med en stadig ulykkelig og segnefærdig Peter ud af institutionen på vej mod svømmehallen.

Forud for denne episode i garderoben er gået en uge hvor Peter har tilbragt samtlige dage i institutionen. Han bliver afleveret ved 7-tiden, for selvom mor er på barsel, er det lettest for familien, hvis far afleverer Peter. Alle ugens dage bliver Peter bombarderet med indtryk i institutionen, indtil han bliver hentet 15.30. Derudover er der for nyligt sket en livsomvæltende begivenhed for Peter – han er blevet storebror.

Peters situation er ikke ualmindelig, faktisk er Peter et helt gennemsnitligt barn. Forældrene er kompetente, de passer deres karriere og deres fritidsinteresser. Nu har de besluttet, at det er tid til, at Peter skal starte til svømning. De har sikkert ovenikøbet talt med Peter om, at han skal begynde til svømning. Peter har måske endda virket interesseret, for hvilket barn har ikke lyst til at komme i svømmehallen. Men Peter er jo ikke i stand til at vurdere, hvad det egentlig betyder at gå til svømning hver fredag eftermiddag. Peter ved bare, at netop i dag vil han under ingen omstændigheder til svømning.

Peters reaktion er jo åbenlys – set udefra – fra en pædagogs synspunkt. Han er udmattet, han trænger til at komme hjem og føle nærvær fra sine forældre.

Som pædagog oplever jeg med jævne mellemrum episoder som denne med Peter. Der tilbydes mange fritidsaktiviteter for børnehavebørn, og det er blevet normen, at selv børnehavebørn skal have fritidsaktiviteter. Men set med mine øjne, er det ikke nødvendigvis børnenes ønske. Børn i 3-6-årsalderen besidder bare ikke evnen til at sige til deres forældre, at de hellere vil i svømmehallen med mor søndag formiddag eller spille fodbold med far i haven lørdag eftermiddag.

Når jeg fra tid til anden nævner overfor forældre, at deres børn ikke nødvendigvis skal være tilmeldt et gymnastik-, fodbold-, danse- eller svømmehold, stopper de forundrede op. Det er som om, forældrene flyder med strømmen. De forholder sig, som jeg ser det, mere til idrætsforeningernes program, naboernes valg, egne forventninger end til deres børns behov. Som pædagog, og dermed børnenes advokat, vil jeg ønske, at forældrene tager deres ansvar alvorligt, og ser realistisk på, hvad de kan kræve af deres børn efter endt børnehavedag. Og det kan godt være, at forældrene ender med at vurdere, at deres barn kan overskue at gå til gymnastik hver mandag, det er jo fantastisk. Men Peter kan tydeligvis ikke overskue, at han skal gå til svømning fredag eftermiddag………

Så kære forældre, prøv at sætte Jer i Jeres børns sted. Træf herefter en velovervejet beslutning om, hvorvidt og for hvem det er nødvendigt, at Jeres barn går til en fritidsaktivitet.

Om Peter lærer at svømme inden ferien til Spanien, det vil jeg ikke spå om. At han derimod er faldet i søvn, inden det bliver tid til det fredagsslik og Disneysjov, mor lokkede med i garderoben, det tør jeg godt sætte mine sparepenge på.

Kommentarer