Stop, når du ikke kan se en voksen

Lige som man troede, at normeringerne ikke kunne blive værre i de danske daginstitutioner, er der igen udsigt til historiske dårlige normeringer, når kommunalbudgetterne fremlægges.

Men hvad betyder det egentlig for børnenes udvikling, når der er for få pædagogiske medarbejdere tilstede?

Det betyder blandt andet, at deres udvikling konstant bliver bremset og går i stå.

Når vi, i børnehaven, går på tur i skoven, har vi en velkendt regel, blandt børnene, som børnene remser op, hver gang, vi tråder ind i skoven og de får lov at give slip på deres gå-makkers hånd: “man må ikke løbe længere væk, end at man kan se en voksen.” Reglen er velkendt af alle børnene og de tonser afsted på opdagelse i skovens læring. Men de bliver konstant bremset i denne opdagelse af én eneste ting: de kan ikke se en voksen. For vi er ikke særlig mange voksne og kan, af gode grunde ikke være sammen med alle børnene på én gang, fordi de løber og går i forskelligt tempo, har forskellige interesser og er, udviklingsmæssigt, forskellige steder. Så børnene venter pænt på os, mens vi pendler fra barn til barn, fra behov til behov, fra interesse til interesse.

Dette simple billede kan overføres til mange situationer i min hverdag som pædagog. Børnene bliver alt for ofte efterladt i en ventesituation, fordi de ikke kan komme videre uden hjælp fra en voksen. Det forekommer i alle tænkelige situationer af hverdagen. 

Når vi spiser og børnene skal vente lang tid på at få mad, fordi vi er alt for få voksne til at hjælpe. 

Når de står i garderoben med bukserne gennemblødte af tis og må vente, fordi der ikke er en voksen til at hjælpe. 

Når de, midt i et kunstværk, må vente, fordi de ikke har mere maling og den voksne skal hjælpe seks andre børn først. 

Når de, med blødende knæ og grædende øjne, ikke kan blive trøstet af en voksen, fordi den voksne ikke har tid.

Når fire drenge i raseri og uenighed må vente med at få hjælp til at løse en konflikt, fordi den voksne er optaget af at hjælpe andre.

Når en god, voksenstyret, regelleg må afbrydes, fordi der ikke er andre voksne til at hjælpe ham, som faldt og slog sig.

Når det er svært at blive afleveret, komme ind i en leg, sige ‘nej’ til andre eller ‘ja’.

Når børn konstant efterlades/overlades til sig selv, i ventepositioner, hvor de bremses i deres hverdag, gøremål og proces, kan det ikke være svært at se, at de forsinkes i deres udvikling. De når simpelthen ikke at lære ligeså meget, som de ville have gjort, hvis der havde været flere pædagoger tilstede, som kunne have fulgt dem på vej

Hvis vi, som samfund, vil have skoleparate børn, som er klar til at modtage klasseundervisning og som senere kan indtage arbejdsmarkedet og bidrage til vores velfærdssystem, så bliver vi nødt til at sørge for, at børnene, udviklingsmæssigt, er klar til det. Og det sker kun, hvis vi prioriterer gode normeringer i daginstitutionerne, så børnene får flow i deres udvikling og ikke hele tiden bliver bremset, fordi de skal vente på en voksen.

Kommentarer