Er det ok jeg lige går på toilettet?

Tænk en gang det spørger jeg mine kollegaer om flere gange om ugen.

Fordi når jeg går på toilettet, går jeg nogle gange fra en stue med op til 18 børn uden opsyn og skal have min kollega til, at have et øje på min stue mens jeg et væk, og er klokken over 15, er hun for øvrigt også ofte alene. Kan det være rigtigt?

Jeg synes det er ærgerligt- ikke fordi jeg indimellem bliver nød til at holde mig, men fordi det betyder, at der er langt mellem de voksne, og det forringer udviklingsmulighederne for børnene. Og især fordi jeg ved, oplever og stadig forundres og glædes over, at en lille indsats gør en betydningsfuld forskel for det enkelte barn.

I gruppen af kommende skolebørn var der 4 piger, som rigtig gerne ville hinanden, men som også havde svært ved at fungere sammen. Vi blev i personalegruppen enige om, at vi ville gøre en indsats i forhold til deres relation til hinanden. Det blev mig der en time om formiddagen 4 fredage i træk gik fra med de 4 piger. De 4 piger fik samarbejdes øvelser, vi snakkede om at være en god kammerat, de øvede sig i at give hinanden plads, skiftes til at bestemme og sammen nå til enighed. Der var tid, nærvær, ro, fordybelse, fokus på det enkelte barn og trygge rammer.
Efter et par fredage kom en af forældrene hen til mig og roste mig for min indsats, fordi det for hans datter havde haft en meget positiv betydning. Jeg kan huske, at jeg tænkte: jeg gør jo bare mit job.
Denne lille indsats havde gjort en betydningsfuld forskel, den stille pige turde nu stå frem, sige sin mening og turde også sige fra. Den pige, der gerne ville bestemme det hele, havde opdaget, at det var ok, at andre også bestemte. Alle pigerne var blevet bedre til at tage hensyn, samarbejde og respekterer hinanden. De havde alle lært at være en del af et forpligtende fællesskab. Pigerne blev sendt i skole, tror jeg på, som mere livsduelige små mennesker.

De fredage var vi for øvrigt (og er stadig) 2 voksne til 18 børn, så når jeg gik fra var der en voksen alene med 14 børn. Havde vi haft minimumsnormeringer, svarende til det BUPL mener, er det absolutte minimum (6 bh. børn pr. voksen), havde der været to voksne tilbage.  Det havde skabt bedre udviklingsrammer og knap så meget opsynspædagogik- for de resterende børn, og de voksne kunne gå på toilettet uden at spørge om lov.

Det er så ærgerligt, det ikke er sådan, fordi pædagogerne rundt om i landets daginstitutioner hver dag ville kunne gøre betydningsfulde forskelle for rigtig mange børn, frem for at være opsynspersonale.
Når rigtig mange af os hver dag vælger ikke at være degraderet til opsynspersonale, er det fordi vi gerne vil gøre vores job ordentligt. Vi tænker kreativt, strækker os, går på legepladsen, organiserer og tæller på knapper, så det alligevel kan lade sig gøre at lave den særlige indsats. Det handler ikke om at, vi ikke kan finde ud af at prioritere og organiserer, fordi vi gør alt hvad vi kan, inden for de rammer vi har. Rammer der betyder, at når vi vælger at prioriterer noget for den lille gruppe, er det på bekostning af den store gruppe – hver gang. Men vi vælger det, fordi vi ved, at det gør en forskel, og fordi det er vores job, at være der for børnene.

BUPL har lavet en undersøgelse blandt 9000 pædagoger, der viser, at 75 % ikke synes, de kan yde den basale omsorg for børnene. Det kan vi som samfund ikke være bekendt. Skal det ikke være er en selvfølgelighed, at det er muligt at tilgodese det enkelte barn og dets behov???

Med minimunsnormeringer ville vi altid være 3 voksne på min stue, og det ville skabe bedre mulighed for at gøre betydningsfulde forskelle. Og opsyn ville blive skiftet ud med nærvær og udvikling.

Kommentarer