Forældrenes misforståede kærlighed, giver børnene alt for meget ansvar!

 

Jeg bliver så trist, når jeg oplever at små børn selv skal tage ansvar for hvad der er rigtigt og forkert.
Når forældre med de bedste intentioner og kærlighed, ikke har forstået at tage ansvar for deres børn, skabe trygge rammer og tydeligt vise dem vejen, men i stedet vælger, at lade det være op til det lille barn hvad det har brug for.

Victors forældre vil gerne have at han ikke skal sove til middag mere, da de ikke kan få ham til at sove med mindre de kører ham en tur i bilen på op til 1 ½ time og forsigtigt lister ham ind i seng. Viktor er 2 år og har en vuggestuedag fra 7 til 16.
Jeg spørger nysgerrigt ind til Viktors ”putterutiner” som viser sig at være ganske fornuftige, men det er ubærligt for forældrene, at Viktor begynder at græde når de lægger ham, derfor kører de en tur i bilen, som får ham til at falde i søvn.
Jeg prøver på min bedste omsorgsfulde, overbevisende måde, at tage en snak med forældrene om, at børn jo godt må græde, så længe de kan mærke nærværet fra mor og far og også kan mærke den kendsgerning, at nu er det sengetid, og vi er lige her og passer på dig!!
Hvordan skal Viktor ellers lære at håndtere sine følelser, hvis han ikke får lov at være i forbindelse med både vrede, frustration og ked af det hed?

Jeg møder forældre i Føtex, spørge deres 3 årig, hvilken leverpostej der skal købes:
Den blå, den gule, den med bacon eller den med champignon??
Karen der kommer en vinterdag i små lyserøde shorts, fordi dem ville hun have på??
Forældre, flovt, bede mig smøre Alex ind i solcreme, da han simpelthen ikke vil ha solcreme på hjemme??
Jeg har set en 4 årig, sidde i toget og sparke til en ældre mands ben, hvor hans mor gentagne gange bad ham ”pænt” lade være, men til sidst er nødt til at tage ham op på skødet og selv tage imod hans spark!!
Jens’ far, hvis vinke ritual på Jens’ opfordring, bliver mere og mere ekstremt og kræver utrolige fysiske og kreative kompetencer, når han med fingeren på ruden skal tegne, lige fra hjerter til traktorer og flymaskiner, samt vinke i spring, eller lave fjollede, skæve ansigter!
Scarlett der næsten hver dag, skal tage stilling til, hvad hun vil have til aftensmad!
Oscar på 5 år, der når han bliver hentet, helst gør alt det modsatte af hvad hans mor beder ham om, hvilket ofte ender i at mor truer med at gå fra ham, men aldrig gør alvor af sine trusler!!

Vi bruger dagligt, rigtig meget tid på at råde og vejlede forældre om hel basal børneopdragelse. At børn trives med tydelighed, at kunne aflæse og høre stemninger i vores ansigter og i vores stemme, så de ikke er tvivl om hvor de har os. Børn skal have ansvar, men børn skal have ansvar som passer til deres alder og udviklings niveau og hvor evt. konsekvenser er overskuelige for barnet.
Det er min drøm at få ansvaret tilbage til forældrene, at bruge min faglighed og min store erfaring med det gode forældre samarbejde, samt et åbent og ærligt fokus på de tendenser vi ser.
Børn ved hvad de vil, men det er os voksne, der ved hvad de har brug for!!!

Som Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi, så fint beskriver:
Voksne og børn er menneskeligt ligeværdige, men er ikke jævnbyrdige, hvad angår erfaringer. Det er derfor den voksnes ansvar at uddelegere medbestemmelse i de bidder, et barn kan overskue.