Jeg tør godt prøve igen

At sige farvel til noget gammelt og velkendt, er for mig altid forbundet med en vis form for tristhed.

Grundene til at skulle videre, kan være nok så mange. I mit tilfælde var det en nødvendighed. Et gennemtænkt træk, for at kunne bibeholde min pædagogiske integritet.

Følelsen af, at have spillet sin rolle til ende og ikke at kunne bidrage til mere. Følelsen af, at ville så meget men have rum til så lidt. Følelsen af, at miste troen på sig selv og troen på vores fags gyldighed var konstant tilstede og spiralen af negative tanker ville ingen ende tage.

Jeg er i et rum mellem at have sagt farvel til noget velkendt og sige goddag til noget nyt. Jeg er lige nøjagtig her, hvor jeg skal slippe en masse historier. Slippe en masse børn og deres familier. Give slip på min viden og få den placeret på de rigtige hylder.

Denne enorme viden om lige nøjagtig disse børn. Deres behov, udvikling, kropssprog og ansigtsudtryk. Alle disse ting, som kendetegner lige nøjagtigt dette barn. At jeg har en fornemmelse af dig og hvad det betyder, når du gør sådan med dine øjne eller hvorfor du lige netop i dag, har en dårlig dag. At vide, hvem der ejer den lille røde vante som ligger der på gulvet eller den glemte sutsko i hopperen. At kende familierne og deres udtryk. Deres værdier, fortælling og viden om deres eget barn.

Vi er som pædagoger, på hver vores måde, mestre i at bruge og formidle denne viden i vores dagligdag med børnene. Dette indgående kendskab til vores børn, danner grundlaget for vores arbejde. At vi kan planlægge, støtte, stimulere, observere og skabe en hverdag, hvor barnet kan vokse og blive et helt menneske. Vi er en kæmpe base af viden som, under de rigtige forhold, leverer et uundværligt stykke arbejde.

Men nogle gange er forholdene ikke til det! Vi får ikke muligheden!

Der har igennem årene, været store forringelser af vilkårene i danske daginstitutioner. Der er blevet skåret ned på de pædagogiske ressourcer og en af de ydelser der er blevet ramt er tiden. Tiden spiller en væsentlig rolle. Tiden til det enkelte barn, tiden til fællesskabet, tiden til forberedelse og tiden til det helt exceptionelle møde mellem to mennesker. Det har heller ikke skortet på, udefra kommende holdninger og krav til udførelsen  af vores virke. Hermed ikke sagt, at vi ikke er åbne overfor udvikling og kreativ tænkning, vi vil bare gerne have indflydelse herpå.

Bliver forholdene så anderledes? Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg vil blive ved med at forsøge. Forsøge med igen, at finde gnisten for det pædagogiske fag og søge efter rummet til at udføre en af vores kerne kompetencer; nemlig mødet med det enkelte menneske.

Jeg føler mig parat. Jeg får lyst til at involvere mig igen og til igen at værne om det gode børneliv. Jeg tør godt prøve igen!

Kommentarer