skyld, skam og fællesskab

Jeg støder på mange debatter i øjeblikket, hvor det diskuteres heftigt, hvis ansvar det er at råbe op og hvem der burde have råbt op for lang tid siden. Er det forældrene fordi det er deres børn eller er det pædagogerne fordi det er deres arbejde….  Og jeg bliver så pokkers ærgerlig over, at krudtet bliver brugt mere på at diskuterer skyld og ansvar, end på at prøve på at finde ud af hvordan vi får sat børnenes hverdag og de efterhånden kummerlige vilkår, vi tilbyder både pædagoger og børn på dagsordenen.

Vi ville have så meget mere gennemslagskraft, hvis vi kunne finde ud af at slå pjalterne sammen og råbe i fællesskab. Men det kræver at vi er enige om hvad vi skal råbe. For forældre er også nødt til at forstå, at der er en sammenhængen mellem de vilkår pædagogen arbejder under og de rammer vi kan tilbyde børnene. Jeg lover jer forældre, at det er bestemt ikke fordi at vi pædagoger er sarte og bare kræver og kræver, men når vi gang på gang råber op om arbejdsforhold, så er det ikke af egoistiske årsager, men i den grad fordi vi kan se det går hårdt udover børnene.

For nogle år siden arbejdede jeg i en kommunal integreret institution. En ret velfungerende og vel søgt institution. Lige pludselig var der flere forældre der tog deres børn ud af børnehaven, uden egentlig at forklare hvorfor, og måske turde vi heller at ikke spørger. Vi forstod simpelthen ikke hvad der skete, før vi virkelig begyndte at granske hvad årsagen kunne være. Det viste sig at forældrene nærmest havde fået lov til at overtage børnehaven. De havde på et forældremøde, givet udtryk for at de ikke mente at deres børn kom nok på tur og at der ikke var nok projekter. Pædagogerne, valgte i stedet for at være ærlige omkring hvordan hverdagen så ud og forklare hvorfor de ikke prioriterede ture flere gange om ugen, at ligge sig fladt ned og hurtigt planlægge en masse ture og store projekter. Men lige lidt hjalp det, for forældrene var stadig ikke tilfredse og stillede flere og flere krav. Da vi endelig fik øje på denne problemstilling, havde flere af pædagogerne fuldstændig mistet troen på sig selv og egen formåen, og det krævede et længere coachforløb for at få den faglige selvtillid tilbage.

Denne historie, peger i den grad på at vi som pædagoger også har et eget ansvar, for at forklare de prioriteringer. der skal laves dagligt og stå ved at vi ved bedst, men også at forældrene skal have tillid til, at pædagogerne er kompetente til at træffe disse valg og når vi råber op, så handler det i bund og grund om børnene. For det må være det endegyldige mål, at sikre de bedst mulige vilkår for vores børn og skal vi det, nytter det ikke at bruge alt krudtet på at placere skyld og ansvar. I stedet skal vi arbejde på at lave en fælles dagsorden og sammen insistere på at blive hørt.

Kommentarer