Kan vi stikke borgmesteren et visa elektron?

Min private husholdningskonto rammer indimellem bunden lidt for tidligt på måneden. Jeg er pædagog, så der er heller ikke så langt til bunden af min konto. Men det udfordrer mig økonomisk, og det irriterer mig, at jeg ikke har prioriteret mine indkøb rigtigt i den pågældende måned. Kender du det?

Sådan en situation står Halsnæs kommune i lige netop nu. Antallet af socialt udsatte børn i kommunen er steget med 42% siden 2015. Hver gang ét barn anbringes udenfor hjemmet i andre kommuner i vores region, anbringer Halsnæs Kommune 3,5 børn, og kommunens “husholdningskonto” er derfor ikke bare i bund, som min ofte er det. Kommunens konto vil inden længe nå et underskud på 70 millioner kroner, og det er desværre ikke en løsning, at stikke kommunens husmor og borgmester et visa elektron, så han ikke kan trække over. Konsekvenserne af det, ville være tragiske og ødelæggende for kommunens udsatte og sårbare børn.

Pengene skal findes! 50 millioner kroner skal findes i reduktioner. Men hvor?

Normeringerne i kommunens daginstitutioner, rangerer i forvejen i toppen på listen over landets dårligste. Som pædagog i kommunen er min krop og mit sind i fuld alarmberedskab. Min pædagogiske stolthed og faglighed kæmper allerede mod daglige følelser af utilstrækkelighed, og hvis jeg skal effektivisere mere, bliver kommunens daginstitutioner til intet mere end en børneparkeringsplads. Vi HAR sparet, og jeg vil vove at påstå, at vi har sparet mere, end hvad børnemiljø og arbejdstrivsel kan bære i længden.

I dag står Halsnæs Kommune med en udfordring, som umiddelbart betragtes som et kommunalt anliggende. Ja bevares, vi har da fået lidt lommepenge af staten, som kommunen dog også havde forventet, og som derfor allerede er lagt ind i regnearket over husholdningskontoens udgifter. Men der var engang et Danmark med solidaritet, fællesskab og en værdi i at løfte i flok og i dét Danmark var de vanskeligt stillede kommuner et samfundsproblem og en social skævvridning, som den almene dansker og landets politikere, ikke kunne andet end at ønske lighed i. Kommunens vanskeligheder skyldes altså ikke Sankt Hans-bål af pengesedler, champagne i hjemmeplejen eller institutioners kolonier til SydItalien.

Det handler pludseligt ikke længere om at investere i og prioritere vores børn. Det handler ganske enkelt om at redde dem, og det kan kun ske med langt mere retfærdighed i statens tildeling af økonomiske ressourcer til de enkelte kommuner! Tilskudssystemet hjælper ikke de rigtige, og fordeles ikke efter størst behov. Vi har brug for en udligningsreform så alle danskere og alle børn har de samme betingelser, vilkår og muligheder ligegyldig hvor i landet de bor. Flere kommuner i landet har så mange penge, at de kan betale hele deres gæld og forsat have plus på bundlinjen. Alligevel får de store tilskud. Alt imens er Halsnæs børnenes rammer for trivsel og udvikling mere i fare end nogensinde før. Vi er forsat pædagoger tilbage i kommunen med ambitioner for vores daginstitutioner, men selv vores borgmester kan ikke betale udgifter uden tilpassede indtægter.

En gnist er tændt under min retfærdighedssans, og det giver mig lyst til at råbe. Men hvor højt skal man egentlig råbe for at lydbølgerne ikke bremses af den tykke mur ind til Christiansborg?

Kommentarer