De 60 sider

 

Sidder lige og tænker den nys overstået personaledag for klyngen igennem. Meget af arbejdet med forberedelserne og programmet var superfedt, mens den evindelige diskussion om afspadsering en eller anden dag får mig til, at skyde mig selv i knæet. Er der dog ikke snart nogen ansvarlige politikere (såfremt de findes i virkeligheden og ikke kun i mine drømme), der kan give pædagoger noget tid til forberedelse.

 

For det var alligevel så skørt, at da pædagogerne i klyngen blev bedt om at læse 60 sider om pædagogik som forberedelse til dagen, så gad de sgu ikke. Der var meget i vejen, ærlig talt synes de, at lixtallet var for højt, og det var jo heller ikke noget, der udløste afspadsering. Hvorfor så overhovedet gøre det? Her kunne jeg jo anfører, at pædagogerne i min klynge evig og altid sidder og kajer op om deres faglighed. Deres berettigelse. Til tider virker det som om, at de tror samfundet decideret vil gå i stå, hvis de ikke går på arbejdet. Så hvad fanden sker der for dem?

 

De kan gå fuldstændig i selvsving, hvis en forældre anfører at netop deres barn kommer for lidt på tur. Så har de masser af faglige argumenter for, at lige præcis det barn ikke skulle med på turen. Men når det drejer sig om at facilitere argumentationen med teori erhvervet gennem læsning, så gider de fandme ikke. De gider til gengæld godt gå ind på Rådhuspladsen og demonstrere for mere faglighed og kvalitet – den skal bare helst dale ned i skødet på dem i form af en pose penge, som de vil bruge til hvad? Mere modellervoks? Mere fri leg? Det er de offentlige i en nøddeskal – de vil nyde uden at yde.

 

Jeg kunne jo håbe, at det var fordi pædagogerne var dårlige mennesker. Det ville være så dejligt, hvis det bare var sådan. Så ville det også være nemmere for mig, at bede dem om at skylle underbukser fulde af lort op, trods embedslægens anvisninger om smittefare. Det er jo alligevel belastende for forældrene at få den slags hjem i vaskemaskinen. Hvis de bare var dårlige mennesker gik det nemmere med at se dem for sig, mens de skyllede fremmede børns lortebukser op – så havde de jo fortjent det.

 

Der er bare det ved det, at pædagoger ikke er dårlige mennesker, så når de ikke gider at læse 60 sider om pædagogik, medmindre de bliver betalt for det, er det faktisk fordi, de også skal skylle lortebukser op. Så synes de, at de skal kompenseres for ubehagelige arbejdsopgaver, de udfører uden at kny. Alle pædagoger ved, at den kompensation ikke finder sted via lønnen, så de burde vel kunne få 3 timers afspadsering for at læse om, hvordan lortebukserne opskylles i anerkendende og inkluderende stil? Det er vel egentlig bare det, de beder om. Og så giver det jo pludselig mening at de ønsker sig faglighed og tid til den, de ønsker sig løn som fortjent, men det sker ikke. Så når de skal lave hjemmearbejde spørger de – kan det dog ikke give lidt? Det er der, deres forhandlingsret ligger. Solidariske mennesker (som de fleste pædagoger jo er) vil ikke have mere i løn fordi de spiller godt på guitar, næh de deler gerne puljen ligeligt, fordi der ikke kan sættes pris på de bløde værdier. Der hvor forhandlingen kan komme i stand er, når de skal arbejde hjemme, kan jeg som leder imødekomme deres krav om kompensation? Jeg under dem det gerne, men jeg kan ikke give mere i løn eller afspadsering, hvor gerne jeg end vil. Jeg anerkender dem på, hvorfor de kræver betaling for at læse 60 sider om pædagogik og håber, at der snart er nogle ansvarlige politikere, der giver pædagoger forberedelsestid. Så ville retfærdigheden være sket fyldest og jeg slipper for at skyde mig i knæet.

 

Kommentarer