Giv pædagogerne tilliden tilbage

Før jeg blev ansat i en privat daginstitution, var jeg, som de fleste af mine pædagogiske kollegaer, ansat i en kommunal daginstitution. En af de erfaringer jeg har taget med mig derfra, er at man fra politisk side havde en tendens til at vælte “koncept-pædagogik” ned over institutionerne.

Vi blev sendt på kurser og til temadage for at blive undervist i de nyeste tiltag. Og det ene fokusområde afløste det andet. Jeg havde en oplevelse af, at min viden og mine kompetencer slet ikke var relevante; at den erfaring, jeg trak på, i praksis hele tiden skulle tilpasses et koncept eller ny strategi. Og at jeg ikke selv var herre over det. Jeg oplevede, at jeg konstant måtte gå på kompromis med mig selv i hverdagen.

Det er frustrerende at have følelsen af hele tiden at skulle prioritere mellem det, man kan se, der er brug for, og det man fra kommunalpolitikkernes side mener, jeg skal gøre. Når man kan se, at Mathilde på 1 ½ år, der for fjerde gang i dag har sat tænderne i et af de andre børn, egentlig har brug for en pædagog til at støtte sig i at udtrykke sig på en mere hensigtsmæssig måde, eller at stille Johan har brug for hjælp til at opbygge nogle relationer til de andre børn. I stedet er man pålagt at bruge tid væk fra børnene. Eller til at dokumentere hvordan vi har arbejdet med digitalisering i børnehøjde. Det er ikke fordi, jeg ikke mener, at vi ikke skal arbejde med digitalisering. Men det er jeg som pædagog udmærket kvalificeret til at få implementeret i børnenes hverdag. Oven i købet også på en måde der giver mening for mig – og ikke mindst for børnene. Og uden kursus og stakke af papirer til at dokumentere mit arbejde.

Det jeg oftest bliver mødt med, når jeg fortæller at jeg er ansat i en privat daginstitution er sætninger som: “ej har i ikke mange flere hænder”. Eller: “får i ikke meget bedre løn”. Til det må jeg svare nej. Grundlæggende tænker jeg, at vilkårene er ens, men der er en anden forskel. En forskel, der faktisk er af ret stor betydning for min faglighed. Nemlig tillid til at jeg som pædagog er kvalificeret til at deltage aktivt i, hvilken pædagogik og hvilke tiltag, der skal arbejdes med i institutionen. Den faglige tilfredsstillelse i at være med til at beslutte, hvad det er for nogle koncepter, vi kan trække på, og hvordan vi ønsker at implementere. Det er guld værd! Jeg er kort sagt med til at definere den kerneopgave, jeg forventes at varetage og levere hver dag. Og det giver en frihed, der i sidste ende kommer børnene til gode.

Jeg mener, at alle pædagoger burde have mulighed for at deltage aktivt i udviklingen af den fremadrettede pædagogiske praksis. De enkelte institutioner bør have mulighed for at definere deres kerneopgave og sætte dagsordenen for det videre arbejde. For hvis der er noget, vi har forstand på, så er det pædagogik, og hvordan den pædagogiske praksis bedst udvikles.

Så kære politikere og ledere, ha nu tillid til at jeres pædagoger rundt om i institutioner er kompetente til selv at løfte den opgave., og giv dem den faglige frihed tilbage.  

Kommentarer