Fik dit barn skiftet ble i dag?

Det er eftermiddag i vuggestuen. Vi er 6 på arbejde til 39 børn. Jeg er alene på ”Lærkestuen” med 6 børn under 1 år. Børnene er nye i vuggestuen, så jeg kender dem ikke så godt og de er ikke helt trygge ved mig endnu. 2 sidder i højstole og spiser og jeg sidder på gulvet med 4 børn, da jeg opdager, at Karen har lavet i bleen.

Jeg kan ikke lade et barn i højstol ude af syne, så jeg venter lidt i håbet om, at en kollega snart dukker op. Da det ikke sker, vasker jeg hænder og mund på de børn, der er i gang med at spise og sætter dem på gulvet. Jeg ved ikke om de er blevet mætte, men nu har Karen ligget med bleen alt for længe og jeg er nødt til at finde en kollega. Et par af børnene begynder at græde, da jeg forlader stuen og Victor falder og slår sig i forvirringen. Jeg må opgive min søgen og skynde mig tilbage for at trøste dem alle og puste på den bule, Victor nu har fået i panden.

Efter 10 minutters tid, kommer der en mor ind på stuen, som jeg kan bede om, at hente en af mine kollegaer.
Endelig kan jeg skifte Karen. Hun har fået rød numse og enkelte steder er der gået hul på huden. Hun græder, mens jeg vasker og tørrer hende.

Dette er ikke et enestående eksempel. Det er en situation pædagogisk personale står i hver dag. Kan vi virkelig være det bekendt? Ifølge en Gallupundersøgelse fra juni 2014 betaler 88% af befolkningen deres skat med glæde, for at vi kan have et velfærdssamfund med, blandt andet, daginstitutioner af høj kvalitet.

Det er på tide, at politikerne på Christiansborg forholder sig til antallet af voksne i vuggestuer og børnehaver og får indført minimumsnormeringer i landets daginstitutioner, så vi kan sikre, at børn får et trygt og godt pasningstilbud og så forældre kan passe deres arbejde med god samvittighed.

FOLA (Forældrenes landsorganisation) har benyttet den nye demokratiske mulighed, hvor man kan få et forslag behandlet i Folketinget, hvis man kan samle 50.000 underskrifter. Sidste chance for at støtte forslaget er d. 19/9 2018, så skynd dig ind på www.borgerforslag.dk og registrer dig, så regeringen bliver pålagt at fremsætte et lovforslag om minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Find dit NemID frem, klik på ovenstående link og støt forslaget. Det fortjener vores børn!