Pædagogerne, er nødt til at skære ned på aktiviteterne i dagligdagen.

”Godmorgen Niels-Peter, du kan desværre ikke lave snittehold i dag. Jette er syg, Anne er til TR-møde og vi kan heller ikke lave vores ”krible-krable” tema færdig med ”mindste” gruppen, for det var umuligt at få fat i vikarer”. Sådan kan beskeden, nogle gange være, fra min kollega når jeg først møder kl.9.00 og dagen allerede er godt i gang.

Det hele var ellers planlagt ned i mindste detalje. Forløb ”snitte-kørekort”. Jeg havde lavet en plan, indkøbt dolke, lavet et regelsæt, gruppen af børn osv. Men, hvad pokker gør vi så, når det hele falder til jorden. Det er ikke noget de underviser i på seminariet, udover at der bliver sagt ”omstillingsparat” i et væk.

Vi kan lade os gå på af de dage, hvor forholdende er dårlige. Vi kan som personalegruppe bekræfte hinanden i, at det hele også er noget møg. Vi kan lade der gå rundhyl i den og give hinanden ret i, at der heller ikke er hænder nok, det er også de normeringer.

Eller vi kan vælge en anden tilgang. En tilgang der hedder “Så laver vi én aktivitet her til formiddag!”

Den formiddag endte det med, at vi lavede et sneglevæddeløb. Det skete fordi, Christian på 4år, talte meget længe og inderligt om spillet ”turbo-snegl” på sin iPad, en anden talte højt om ”Cars” og Ronni Ræs. Idéen var født. Jeg blev løbsleder, 12 børn var super aktive, havde ejerskab over aktiviteten, de samlede snegle, gav dem navne ”Lynet McQueen” ”Ild-snegl” osv. vi lavede banen sammen og så sad vi ellers der i 40 stive minutter og kiggede på et sneglevæddeløb. Noget, der kun kunne lade sig gøre fordi jeg havde mine kollegaers støtte og opbakning. De var med på idéen. De var rundt om aktivteten. De var sammen om resten af børnegruppen på legepladsen, cirka 28 børn i alt. Der var ro og nærvær hele vejen rundt. Både hos børn og pædagoger.

Så hvorfor skal der laves planer, temaer og aktiviteter i et væk og hele tiden? Selvfølgelig er det fedt, at møde på arbejde og vide hvad man skal. Men der behøves altså ikke, at være en plan, der ligner noget Montgomery kunne have udtænkt inden D-dag.

Mit håb og min bøn til mine kollegaer er, at vi kan begrænse de planlagte voksenstyrede aktiviteter i dagligdagen, uden at vi går på kompromis med vores faglighed og professionalisme. For selvfølgelig kan vi da det! Stol på din pædagogiske faglighed. Du kan være pædagog med et søm og en halv kat hvis du vil. Vær glad for det du gør. Du skal ikke bekymre dig over det, du ikke nåede. For hvis skyld er det vi laver alle aktiviteterne? Hvem er det vi vil imponere? Vi er så bange for ikke at nå hele vejen rundt. Men det er altså ikke, at nå hele vejen rundt bare fordi alle børn har lavet en høne af en toiletrulle, som de kan vise frem når de bliver hentet.

Min tese er: at hvis vi altid, ikke når det vi skal, fordi vi har opfundet for mange aktiviteter, så knækker vi nakken fagligt. Og når vi gør det, så skyder vi skylden på, at der ikke er tid nok og derefter normeringerne (selv om de skal være bedre). Men når nu rammerne er som de er, hvordan udøver vi så den bedste pædagogik med de grundvilkår. I stedet for at hænge fast i, hvad man kunne gøre, hvis rammerne var anderledes. Her bliver vi nødt til, at passe på os selv, hinanden og børnene. Her bliver vi nødt til, at give børnene rum og ro til fordybelse i egne aktiviteter og skrue ned for egne forventninger til vokseninitierede aktiviteter. ”Ronni Ræs” vandt, i øvrigt.

Kommentarer