Er mænd gud?

Carl Mar Møller er kendt for at sige ”… er gud”. Dette ”slogan” er ikke et, jeg før har brugt specielt mange tanker på, fordi jeg synes, det er noget sludder. Men når jeg bevæger mig i den pædagogiske verden, er det som om, sloganet bliver til sandhed, og mænd har fået en form for gudestatus.

Da jeg startede på pædagoguddannelsen i 2010, kom jeg på et hold, hvor ca. 1/3 var mænd og resten kvinder. Uanset køn havde vi de samme undervisere, vi skulle skrive eksamensopgaver i de samme fag med dertilhørende eksamen. Vi skrev allesammen bachelor, og i sidste ende fik vi det samme eksamensbevis, dog med forskellige karakter. Vores uddannelsesforløb gjorde, at vi med små nuancer burde stå med de samme faglige forudsætninger for at varetage pædagogjobbet. Naturligvis havde vi forskellige personligheder, forskellige holdninger til det pædagogiske arbejde og forskellige tilgange til, hvordan man skulle agere i den pædagogiske praksis. Men jeg oplevede aldrig, at vi som mænd havde et fælles meningsfællesskab på baggrund af vores køn, og kvinder havde et andet. Vi diskuterede på kryds og tværs og blev skarpere, når vores holdninger blev mødt af modstand.

Da jeg var færdig med min uddannelse, blev jeg ansat i en integreret institution, hvor jeg skulle arbejde med børnene fra 3-6 år. Efter et stykke tid kom en af mine mandlige kollegaer helt glad og sagde, at Annis far havde fortalt, hvor fedt det kunne være, hvis min kollega og jeg kom til at arbejde på samme stue. I første omgang kunne jeg kun være enig, for jeg tænkte, at vi sammen kunne skabe et fedt pædagogisk miljø til gavn for børnene. Men jo mere jeg tænkte over det, jo flere spørgsmål opstod der i mit hoved. Det store spørgsmål var naturligvis hvorfor? Hvorfor synes Annis far, at det kunne være fedt, hvis vi skulle arbejde sammen på hans datters stue. Han vidste intet om, hvordan jeg arbejdede, hvad jeg interesserede mig for fagligt, eller hvilke aktiviteter jeg yndede at lave med børnene, der kunne kvalificere hans holdning. Min største kompetence i hans øjne var, at jeg er mand. Annis far står ikke alene med sin holdning. Ofte bliver det pointeret, hvor rart det er med en mand på stuen, eller hvor fantastisk det kunne være, hvis der blev ansat en. Ideen om, at mænd er gode til det vilde, og kvinder giver omsorg, har passeret sidste salgsdato. Et eksempel på det er en kvindelig kollega på langt over 60 år, der gav den så meget gas på fodboldbanen, at hun faldt på ryggen og skulle hjælpes op, eller mig selv, der er bedre til at lave flotte perleplader end til at lave simple skibe i træ.

Så kære forældre, kollegaer og andre, der synes, at mænd i daginstitutioner skal ses som en gud, pak venligst jeres “man crush” væk og forstå følgende: Jeg er ikke elitepædagog, fordi jeg er mand. Et barn bliver ikke nødvendigvis bedre stillet i livet, fordi at der er en mand på dets stue. Et barn bliver bedre stillet i livet, når der er voksne, som møder det i øjenhøjde, er omsorgsfulde og som ved, hvilke knapper der skal skrues på for at udvikle barnet i en god retning. Evner som både jeg og mine kvindelige kollegaer besidder til overflod. Så bedøm en pædagoger på, om de udvikler dit barn, om de er omsorgsfulde, energiske, engagerede og tager arbejdet med jeres børn seriøst. Ikke på deres køn.

Kommentarer