Vi pædagoger skal forklare os, så vi ikke skal forsvare os

Vi pædagoger skal være bedre til at forklare os istedet for at forsvare os, så forældrene forstår, hvilke begrænsninger, vi er underlagt i vores arbejde. Forældrene er nødvendige allierede i kampen for bedre normeringer.

Rasmus’ far stikker hovedet ind på stuen, mens han råber: “Er der ingen voksne her eller hvad?”

Jeg sidder ved et bord med fem piger omkring mig, druknet i deres høje stemmer. De er igang med at spille et spil og er blevet uenige om reglerne, så jeg mægler. Imens leger fire drenge med biler på gulvet og efterligner ambulancelyde. Tre børn kalder på mig, fordi de gerne vil have mig til at stryge deres færdige perleplader. Musikken fra rummet ved siden af overdøver dem næsten, men døren er nødt til at stå åben. Jeg er alene på stuen med 18 børn. Min kollega er i køkkenet for at vaske op efter eftermiddagsmaden, hvilket er endnu én af de nødvendige hverdagsopgaver, som vi også skal klare.

Jeg rejser mig fra bordet med pigerne, som spiller spil for at gå ud til Rasmus’ far. Ved første skridt kommer jeg pludselig i tanke om, at det er over fem minutter siden, at Rasmus fortalte mig, at han gik ud på toilettet for at lave lort. Jeg skulle lytte efter, når han kaldte for at blive tørret. For hvert skridt jeg træder over mod Rasmus’ far, slår den usynlige hammer hårdere og hårdere i hovedet – jeg har glemt Rasmus! Jeg havde glemt, at Rasmus sagde til mig, at han gik på toilettet. Da jeg når ud til Rasmus’ far, som kigger mig vredt i øjnene, føler jeg mig som verdens dårligste pædagog, for jeg ved godt, hvad han vil sige. Rasmus sidder grædende på toilettet og hans far er rasende. Jeg undskylder, at jeg ikke har hørt ham kalde og prøver at forsvare det med, at der er meget larm på stuen og at jeg er alene. Rasmus’ far tager Rasmus i hånden og de forlader institutionen og jeg står tilbage med røde ører. Endnu engang.

Men jeg er træt af at få røde ører. Jeg er træt af at forsvare mig og jeg er træt af at høre andre pædagoger forsvare sig, når vi i virkeligheden burde komme det i forkøbet og forklare os i forhold til den hverdag, som vi er underlagt.

Så kære pædagoger: Hvis vi vil have forældrene til at forstå, at det ikke er os pædagoger, som der er noget galt med, men den praksis og normering, som vi er underlagt, så skal vi stoppe med at forsvare os selv og vores praksis og sætte mere fokus på at forklare vores handlinger. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan få forældrene til at forstå, hvilken hverdag deres børn har og gøre dem til allierede i kampen for bedre normeringer. Tag bladet fra munden og fortæl forældrene, hvorfor vi ikke ved, hvordan lille Eigil fik blødende knæ, fordi vi agerede gårdvagt alene på legepladsen og vi heller ikke ved, hvor meget Rosa fik at spise til frokost, fordi der ikke var nok voksne til at sidde ved hendes bord.

Hvis vi vil have, at forældrene har kendskab til hverdagen med for få ressourcer og at de får respekt for vores arbejde, skal vi forklare, hvad vi gør og hvorfor, før vi ender i situationerne, hvor vi, med røde ører, forsvarer, hvad der er sket.

Jeg ville ønske, at jeg havde sagt til Rasmus’ far, at man, i daginstitution idag, skal kalde mange gange, før man bliver tørret og det ikke er vores, pædagogerne, skyld, men politikernes og at han skal rette vreden den vej.

Kommentarer