Børn i udsatte positioner, er udsatte i almindelige daginstitutioner

Regeringen er kommet med et udspil i forhold til den tidlige indsats. De vil afsætte en milliard til børn i udsatte positioner de første 1000 dage af deres leveår. Tiltaget et et skridt i den rigtige retning, men rækker langt fra til alle institutioner. Forslaget er ikke langsigtet nok, idet behovet for ekstra støtte til udsatte børn, fortsætter i det resterende børnehaveliv.

I vores institution er der en dejlig dreng, der hedder “Anders”. Han er allerede på mærkerne lige fra morgenstunden. Anders har 100 ting at fortælle, inden vi sammen vinker farvel til mor. Hans blik flakker rundt. Jeg mærker uroen i ham og hans manglende overblik. Anders er allerede på overarbejde i krop og sind. Det fortsætter i samling, leg, frokost og faktisk resten af dagen. Anders er let afledelig. Han græder, slår og råber mange gange i løbet af en dag, når hans egen dagsorden bliver brudt, og det gør den altid, når han skal være i en stor gruppe med 30 børn. Han er samtidig en kærlig dreng, der suger al kontakt til sig og har brug for meget berøring. Den dag ligesom mange andre dage, har han brug for en til en kontakt, eller at være i en lille overskuelig gruppe, få en masse kram, blive mødt hvor han er og få massage eller anden kropslig stimuli, for at få ro på sit nervesystem. Anders er skoleudsat, og der er lavet en handleplan for ham, med konkrete tiltag, øvelser og sansestimuli i samarbejde med ergo- og fysioterapeut samt en psykolog.

Handleplanen skal efterleves, men hvordan gøres det optimalt hver dag, når der er 29 andre på stuen, hvor flere børn har lignende behov, og som der også ligger handleplaner for? Det oplever jeg udfordrende og ekstremt utilfredsstillende.
Alle 30 børn har jo brug for omsorg fra os voksne, og hjælp til mange forskellige ting i løbet af dagen.

Kerneopgaven udfordres gang på gang. Jeg skal være der for børnene, være i relationen, have tid til nærvær. Jeg skal være nysgerrig på og følge børnenes initiativer, desuden være fordybet sammen med dem. Jeg kan ikke forsvare og levere mit arbejde ordentligt, hvis rammerne og hænderne ikke er der, til at kunne gå fra med Anders, eller de andre med lignende behov. Jeg kan kun gå fra med god samvittighed, hvis der er nok pædagoger tilbage på stuen. Ind i mellem står vi to voksne til en gruppe med 30 børn, hvilket ikke kun forekommer i ydretimerne.

Jeg har virkelig fået en øjenåbner, gennem de sidste 10 mdr. i almenområdet. Jeg kommer fra specialområdet med børn fra 0-6 år, hvor jeg har været de sidste ti år, og nu vender tilbage til igen. Kontrasten er ikke til at tage fejl af. Sikke mange områder pædagoger i almenområdet skal gabe over, når der samtidig er en del børn med særlige behov ude i institutionerne.

Flere af børnene stiller jeg spørgsmål til, hvorvidt de rummer et alment skoletilbud, når børnehavelivet er så udfordrende for dem. Nogle af børnene burde have været i en specialbørnehave med mere tid, forudsigelighed, anderledes struktur og mindre grupper. Det kunne give nogle børn bedre forudsætninger for at rumme skolen senere, da “alle” børn idag, så vidt muligt, skal inkluderes i et alment skoletilbud.
Det er dygtige pædagoger i institutionen, der gør, det bedste de kan, men de KAN ikke nå alle børns behov under de vilkår, der er. Tværfaglige samarbejdspartnere er flittige gæster på den baggrund, da behovet for støtte er stort, hvilket sparring til personalet også er.

Der står beskrevet i den styrkede læreplan, at vi skal tilgodese børn i udsatte positioner i normale dagtilbud. Det skal tages alvorligt ved at give bedre normeringer og få flere specialfaglige medarbejdere ud i samtlige institutioner, og ikke kun i nogle som i regeringens udspil.

Inklusionen fejler når børneområdet ikke bliver prioriteret ordentligt og tilmed langsigtet. Børnene er vores fremtid.

Så kære regering vær jeres ansvar og magt bevidst.

Kommentarer