Er 19 børn for mange?

Jeg mener, at der bør være en minimumsnormering på daginstitutionsområdet, som sikrer at børn aldrig skal være alene, eller at der kun er en voksen til 19 børn. Ikke fordi det er synd for mig, men fordi det er uacceptabelt og usundt at være barn i.

Det er onsdag eftermiddag, klokken er 14.00, og vi er på vej ind fra legepladsen. Vi skal ind og spise eftermiddagsmad. Der er sygdom i huset, så jeg er alene på stuen med 19 børn. Vi kommer ind i garderoben, og børnene begynder at tage regntøjet af, nogle skal have hjælp, andre er blevet våde og har brug for tørt tøj, og der er også en enkelt der har tisset i bukserne. Da alle efter 20 min er ved at være færdige i garderoben, får jeg øje på Solveig, der sidder stadig i sit regntøj, helt klemt inde i sin garderobe. Hun sidder med tårer i øjnene. Solveig er rigtig ked af det, fordi hun savner sin mor, der er ude og rejse. Jeg tager hende på skødet og fortæller hende, at det kan jeg godt forstå, men at hendes mor kommer hjem i dag og henter hende lige efter eftermiddagsmaden.
Vi sidder der lidt og Solveig holder op med at græde. Solveig føler sig set og trøstet, hun får regntøjet af, tager mig i hånden, og sammen går hun og jeg ind på stuen. Inde på stuen har 18 børn været alene. Uden en voksen. Jeg håber, at de selv har fået vasket hænder, fundet deres mad og sat sig ned, så kan vi nemlig, måske, nå at læse en bog.

Er det okay, er det sådan det skal være at være barn i en daginstitution? At man først bliver opdaget og trøstet, når kaos har lagt sig, at 18 børn skal være alene og klare alting selv. Er det dét børneliv, som vi vil tilbyde vores børn?
Sidste år var der mange, der blev forargede, da det gik op for dem, at pædagoger var alene med mange børn hver dag.
Det er ikke noget nyt, sådan har det været længe og er det stadig.
Derfor skal vi have minimumsnormeringer, så vi, som samfund, sætter en grænse for, hvor mange børn, jeg som pædagog, må være alene med. Lige nu hvor der ingen grænse er, er det på bekostning af vores børn, som må undvære nærvær og omsorg. At jeg kan være der for Solveig og yde omsorg, skyldes at jeg vælger det, og lader de andre 18 børn vente alene.

Vi skal lade være med at lukke øjnene for dét, som vi godt kan se, lukke øjnene for de vilkår vi tilbyder vores børn. Det gælder både os pædagoger, der er eksperter i at være blæksprutter og se ud som om, at alt er ok.  Og det gælder også forældrene, der godt ved, og kan se, at der indimellem er meget langt mellem de voksne.  

Jeg ville ønske, at vi pædagoger holdt op med at være så pæne og tog bladet fra munden, og at forældrene tænkte over, hvor de sætter deres kryds, undrer sig og blander sig i debatten. Så kan det være vi sammen kan råbe politikerne op!

Heidi pædagog i en daginstitution på 25. år

 

Kommentarer