Pædagogisk Solidaritet. Et velment, men oprigtigt opråb.

Et af mine største ønsker indenfor det pædagogiske felt er at vores fag bliver anerkendt. Anerkendt for det fagligt skarpe arbejde vi laver.

Men jeg ser en udfordring i forhold til, at kunne få denne respekt og anerkendelse, det er os selv –  altså os pædagoger.

Der er desværre en tendens til, at vi taler hinandens fagområdet ned fremfor op.

I sidste uge havde jeg en god snak med en anden pædagog som havde fået nyt arbejde. Hun havde fået job indenfor specialområdet, som var hendes ønskejobbet. Hun var meget glad. Efter jeg havde hørt om hendes nye spændende stilling ønskede jeg hende tillykke og svaret tilbage var;

”Tak. Ja, ikke mere perlepladepædagogik til mig”.

Den sætning gik rent ind hos mig og gjorde mig vred og trist.

Dog var det ikke første gang jeg oplevede, at stå i en situation, hvor almenområdet blev trampet på. Med den sætning buldrende i hovedet stod jeg med en følelse af at blive nedgjort, at pædagoger der arbejder indenfor almenområdet ikke er fagligt værdige.

Omvendt skabte forargelsen også en vilje i mig. Der skal skabes fokus på almenområdets meget vigtige arbejde. Trivsels- og Relations arbejdet, selverkendelse i forhold til pædagogens egen arbejde, at være rummelig, nærværende samt anerkendende etc. I sidste ende, hvis man tænker over det, er der ikke stor forskel på hvad vi arbejder med. Forskellen ligger i forhold til den målgruppe man arbejder med og pædagogens evne til at formidle det til den gældende målgruppe.

Men det bør ikke være en forskel der afføder at noget har højere status end andet. Men derimod en respekt for hinandens hårde arbejde!

I min optik er alle pædagogiske områder vigtige. Ingen af dem er reelt aflønnet i forhold til vigtigheden og ingen af dem får den respekt og anerkendelse som de fortjener.

Så i virkeligheden burde vi jo skabe en fællesskabsfølelse, en pædagogisk solidaritet omkring vores fag. Vi burde støtte hinanden, for sammen er vi stærke, vi burde løfte i flok, vi burde rent faktisk gribe i egen barm og gøre det pædagoger kærere mest om – nemlig at anerkende hinanden.
Ved netop at løfte i flok og anerkende hinanden står vi stærkere i kampen om bedre løn og bedre arbejdsvilkår, som vi har råbt op om i årevis. Jeg tror på, at vi i sidste ende – ved at stå sammen så vil vinde sammen, vinde kampen om bedre løn og bedre arbejdsvilkår.

Eller sagt på en anden måde: Når pinde samles i et bundt, er de ubrydelige.