Pædagoger skal tale om deres fejl.

Som pædagoger tager vi ofte beslutninger i splitsekunder. Vi handler rent instinktivt; For at dagen hænger sammen, for at løse konflikter, og for at sikre at et barn ikke bliver drillet. Men vi kommer også nemt til at handle på måder som kommer i konflikt med børnenes interesse.

Derfor har vi som pædagoger et kæmpe ansvar for at stoppe op, og tale om vores fejl, specielt når vi oplever en hverdag der oftere og oftere er travl.

Det er en lækker sommerdag i børnehaven, sådan en dag hvor børnene ikke gider at være inde. Og dog, inde på gangen sidder Simon på fire år. I hånden holder han en nederdel, som normalt bor sammen med det andet udklædningstøj i kassen på stuen. Nu er den i hans hånd, og han er fuldt optaget af den. Vender den, drejer den, kigger på den og mærker på stoffet. Mens han sidder med den kommer min kollega Ulrikke ud fra stuen hvor udklædningstøjet normalt er. Det er en travl dag, hun har lige ryddet op derinde, og skal nu ned mod køkkenet. ”Ej, Simon, sidder du der med nederdelen, den skal du da ikke have på, prøv at tænk hvor fjollet du vil se ud.. så griner de andre drenge da bare af dig” Bamm! Ulrikke er allerede på vej videre igen, hun nåede faktisk aldrig at stoppe op. Tilbage sidder Simon, stadig med nederdelen i hånden. Han ligner en der lige har fået en lussing, men som forsøger at holde det inde.

Hvad skete der lige her? tænker jeg. Min kollega Ulrikke er en superdygtig pædagog. Men dagen er travl ud over det normale, og på sådanne dage falder vi ofte tilbage til handlinger vi ikke tænker over. Hun lavede en fejl vi alle kommer til.

I et forsøg på at undgå en mulig konflikt mellem Simon og de andre drenge, glemte hun helt Simons behov. Han kunne nemt være gået derfra med en nederlagsfølelse, en følelse af at være forkert.

Ulrikke kunne så være skurken i min historie, men den rolle er faktisk min. For i stedet for at være nysgerrig på hende, og spørge ”Hov, Ulrikke, hvad skete der lige der? så du hvad det gjorde ved Simon?” lod jeg det blive glemt. Jeg havde jo også travlt den dag.

Historien ender lykkeligt, den får i en anden gang. Men for mig afslører historien noget essentielt. For i en travl hverdag er det vigtigt, at det vi falder tilbage på er en høj pædagogisk faglighed. Så hvordan sikrer vi det?

Havde jeg taget mig tid til at snakke med Ulrikke, kunne vi sammen skabe en sundere kultur at falde tilbage på, og på den måde støtte Simon i det lange løb. I stedet endte jeg med at tage en udviklingsmulighed fra os begge.

Travlheden går ind over pædagogikken. Og når vi får travlt handler vi ofte uden at få tænkt os om. Vi kender det jo alle sammen, øjeblikket hvor fagligheden falder på grund af travlhed. Når vi ikke får givet børnene tid til at øve sig, eller når vi får sagt en uhensigtsmæssig bemærkning i forbifarten, Og alle de øjeblikke hvor vi glemmer at være nysgerrige, også på vores kollegaer.

Netop derfor skal vi blive bedre til at italesætte vores egne og andre pædagogers handlinger, især de mindre hensigtsmæssige. Ved at italesætte uhensigtsmæssige handlinger og kultur blandt pædagoger på en åben og nysgerrig måde, kan vi som pædagoger lære af vores fejl og være mere opmærksomme på ikke at begå dem i fremtiden. Selv i en travl hverdag.

Kommentarer