Tiden er nøglen til børns nysgerrighed.

Samfundet kræver innovation, innovation kræver nysgerrighed, og de mest nysgerrige jeg kender er børn. Men at være nysgerrige og lære at undre os, er noget vi skal øve os i – gerne fra barnsben. Og det er her, jeg som pædagog kommer ind i billedet. Med min faglighed kan jeg skabe de rammer, der skal til, for at udvikle børnene i den retning der gør dem i stand til at begå sig i samfundet.

Alma og Søren på 4 og 5 år sidder ved bålpladsen, vi skal til at lave bål. –”Neandertalerne tændte bål sådan her” siger Alma og gnider to pinde mod hinanden. –”Ja! Man kan også bruge solen til at tænde ild med” siger Søren og kigger op mod solen. – ”Gad vide hvordan vikingerne tændte ild? fortsætter Søren. – ”De havde i hvert fald ikke tændstikker, for de havde ingen butik” svarer Alma. Samtalen fortsætter lidt, indtil de spørger mig, om vi ikke skal undersøge, hvordan vikingerne lavede ild. Jeg griber opfordringen, og nu ved vi også, hvordan vikingerne lavede ild.

Jeg vil vove den påstand, at der hvor jeg arbejder har vi skabt en succes. Vi kalder det projekter over tid. Dette betyder, at vi ved at arbejde med det samme emne over flere måneder, giver børnene en mulighed for, i samspil med os pædagoger, at undre sig, fordybe sig og søge viden. Vi oplever, at børnene derved bedre lagrer den viden og de færdigheder, de får. Vores erfaring viser også, at det kræver, at børn opbygger en viden om et givent emne for at kunne stille sig nysgerrig overfor det.

Derfor giver det mening at arbejde med projekter over tid.

Og derfor oplever vi børn som Alma og Søren, der ved hvad en neandertaler er og hvordan de tænder bål, og ikke nok med det, de kan også sætte deres viden i spil, og skabe en ny undren – præcis det som samfundet efterspørger.

Vi har fundet, en pædagogisk løsning der virker. Og for mig som pædagog betyder det alverden, at jeg har tiden til fordybelse sammen med børnene. Men jeg ved, at rigtig mange pædagoger føler, de ikke har tid nok. Tiden er forsvundet sammen med ressourcerne over de sidste år. Og det er faktisk slet ikke godt nok, for ordsproget om at ting tager tid er jo sandt. Det tager tid at støtte børn i deres udvikling. Og når vi som pædagoger tvinges til at prioritere tiden i forhold til børnene, så vil vi nok oftest vælge at dække børnenes basale behov. Dette på bekostning af f.eks., tiden til at øve sig i at være nysgerrig. Og ja – børn vil altid være nysgerrige. Men jeg vil som pædagog noget med børns nysgerrighed, den skal sættes i spil, så de lærer at bruge den aktivt og bevidst. Det får de brug for i fremtiden.

Så kære samfund – giv os tiden tilbage nu! Så jeg kan støtte Alma og Søren og deres nysgerrighed? Det er trods alt det, I har ansat os til!

Kommentarer