Hvem er kaptajn?

Hvem er kaptajn?

Gode gamle Løgstrup:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd!”

Som jeg husker det, det mest anvendte citat i diverse opgaver på Peter Sabroe (skulle der være en enkelt yngre læser… så var det datidens pendant til campus VIA University College😜)

Det var dengang.

Nu er jeg pædagog i en daginstitution – og jeg er vild med det!

Citatet er muligvis en smule tyndslidt, men i praksis holder det stadig. Og som pædagoger udfordrer det os dagligt. For sikke et ansvar. Men har de pædagogiske beslutninger, vi træffer virkelig så stor betydning?

Ja, de har!

Hver dag træffes pædagogiske beslutninger, som er essentielle for børnenes trivsel og deres mulighed for selv at agere. Nogle gange ses forandringer først over længere tid… andre gange med det samme:

Skovkanten onsdag kl 10.07

“Det er min båd, det er min båd!” Skriger Alex, mens tårerne vælter ud af øjnene på ham. Han står ved roret på den frønnede skude på legepladsen. Med hænderne holder han krampagtigt fast i roret.

Jeg sidder ved bålet med min guitar. Midt under “højt på en gren en krage” blir jeg opmærksom på den maritime tumult.

“Neeeeej” råber Frederikke “det er min båd!”. Hun græder, mens hun rykker Alex i armen.

Jeg er afventende et øjeblik.

Da Alex hæver armen – klar til at kæmpe for sin kaptajntitel, går jeg hen til dem.
“Hov, hvad sker der her?”

Alex og Frederikke råber i munden på hinanden Alex slår, Frederikke skubber: “Det er min båd, nej det er min båd.”

Et virvar af råb, tårer og snot.

“Okay” siger jeg og fortsætter, “jeg skal bare lige forstå… I vil gerne begge to lege med båden?”

“Jaaa” siger de begge to. Alex siger igen “men det er min båd!”

Frederikke snøfter og ser på mig.

“Okay” siger jeg igen: “men leger I med hinanden?”

Alex svarer hurtigt “NEJ”

Frederikke snøfter igen og siger så: “neeej, jeg leger med Alma og Anders!”

“Hør her, jeg kan godt se, I gerne vil have båden begge to. Men Frederikke. Er det en mulighed at spørge Alex, om I kan være med?”

“NEJ” Frederikkes svar falder lynhurtigt.

Jeg ser på hende og smiler: “jamen det er da også helt okay, men så må I spørge Alex, om I kan låne båden.”

Frederikke ser på Alex og spørger: “må vi låne båden?”

Nu er det Alex som er hurtig: “NEJ” svarer han og drejer roret mod sydvest.

“Nå” Siger jeg og ser igen på Frederikke. “Men så kan I jo spørge Alex, om I må låne den, når han er færdig?”

Frederikke siger igen “jamen det er min båd”

“Ja, du vil gerne lege med båden” siger jeg og fortsætter: “det kan du, når Alex er færdig med den. Men du må lige spørge ham, om han vil kalde på dig, når han er færdig.”

Frederikke står stille uden at sige et ord.

“Skal jeg hjælpe dig med at spørge ham?” Tilbyder jeg.

Det må jeg gerne.

Og aftalen er på plads. Alex skal hente Frederikke, når han er færdig med at lege med båden.

Jeg vender mig og går tilbage mod bålet – så kragen kan blive skudt.

Ved bålet på MIN plads med MIN guitar, sidder nu vores super kompetente medhjælper Emilie (som for øvrig skal læse et eller andet kedeligt økonomi fra på onsdag, men burde blive pædagog💪)

“Nej” siger jeg højt. “Emilie, det er min plads!”

Jeg vender ansigtet mod himlen og sender med lukkede øjne en kaskade af imaginær gråd afsted.”wuuuuaaaaaa”

“Stop Trine” siger Emilie og smiler.

Da jeg trækker vejret igen, mærker jeg en hånd i min.

Ved siden af mig står Alex, han smiler til mig, trykker mig i hånden og
siger: “Trine, du kan spørge Emilie, om du må få pladsen igen, når hun er færdig!”

Tak for hjælpen Alex, hvor er du bare sød!

Rigtig dejlig søndag til dig.