Undren er et spørgsmål om kultur… og om mod!

Kulturen i en daginstitution skabes i helhed af børn, forældre, fysiske rammer, politiske beslutninger, pæd. medarbejdere osv, osv.

Hvis en stærk kultur skal opretholdes, må vi som pædagogiske medarbejdere gå foran, Vi skal hele tiden forandre vores arbejde i takt med børnegruppens behov.

Jeg er pædagog i en daginstitution, og jeg er vild med det.

I dagligdagen træffes hele tiden pædagogiske, strukturelle og organisatoriske beslutninger, og nogle gange går det stærkt.

Men hvad gør du, hvis en kollega træffer en beslutning, du finder mærkværdig, ikke forstår – eller ikke er enig i?

Vender du dig om, lukker du øjne og ører, og beholder alle frustrationer inde i
dig selv. Eller går du til bidet, undrer dig og spørger ind?

For kvaliteten af kulturen… og børnenes trivsel er det afgørende, hvilken løsning du vælger.

Men det er svært!

Ja, det kræver mod.

Jeg arbejder sammen med Mette. Mette er medhjælper i vores vuggestue – og hun er mega modig!

Take it away Mette.

Det er onsdag kl. 13 i Skovkanten.

Pausen er slut, og eftermiddagen er som vanligt koordineret af lukkerne.

Jeg er lukker og er i vuggestuen i dag. Min “medlukker” og jeg har besluttet, at jeg skal i “Salen”. Der skal jeg lege med en kombi af børn fra vuggestue og børnehave.

De sidste ting skal på plads. Så jeg runder vuggestuen.

“Hey, Mette. Prøv li og hør her…. hvad siger du til, at Katrine kommer og hjælper dig med at tage børn op. Når børnene har spist, følger I dem i “Salen” til mig?”

Mette smiler, ser kort på mig og svarer: “helt okay”

Jeg smiler til hende og siger: “Super….Katrine kommer ind til dig om et øjeblik. Jeg går på legepladsen en halv times tid, og så går jeg i “Salen” Jeg skal nok lige gi’ lyd.”

Så vender jeg mig om og går på legepladsen.

En halv time senere kommer jeg tilbage til vuggestuen. Mette har lige fulgt Alvin ud på badeværelset.

Jeg ser på Mette og siger:

“Så går jeg i “Salen”, I kan bare sende børn op til mig.”

Mette smiler lidt skævt til mig, tager en dyb indånding og siger “Øhhh Trine, må jeg godt lige UNDRE mig over noget – jeg mener, det siger du jo, at jeg skal.”

Jeg smiler tilbage, blinker til hende og siger: “ja for dælan da, hvad vil du gerne UNDRE dig over?”

Mette ser alvorlig ud og siger: “når nu det er dig, der er i vuggestuen i dag, hvorfor gik du så på legepladsen i stedet for Katrine… jeg mener, hvorfor er du ikke herinde indtil, du skal i “salen”?”

Ja, hvorfor er jeg ikke det?

Mettes spørgsmål sætter gang i min egen refleksion og tankeproces.

Så svarer jeg: “for mig handler den beslutning om at skabe kontinuitet for børnene. Hvis jeg var kommet herind først, så skulle jeg jo afbryde det, jeg i så fald ville være i gang med for så at gå i “salen”. Med dig og Katrine her indtil I går hjem, så kan “flowet” ligesom fortsætte. Giver det mening?”

Mette smiler til mig og svarer: “det giver god mening, ja!”

Jeg skal til at gå, men vender mig hurtigt om mod Mette og siger: “Fedt Mette, at du spørger. Det får jo også mig til at tænke mig om!”
Mette griner til mig, tager Alvin i hånden og siger: “kom Alvin, du skal skiftes.”

Sådan der Mette.. du er sgu så sej!

Dejlig søndag aften til alle.

Kommentarer