Retssagen

Min livsglæde svandt ind til det rene ingenting. Jeg blev så ked af det, at jeg tilsidst tænkte, at det var ligemeget om jeg døde. Og jeg var bange for, om det hele i virkeligheden var indbildning. Men hvis det ikke var – var det så min egen skyld, at det var kommet så vidt?

Det ligger langt tilbage. Årevis. Det dårlige arbejdsmiljø som var gennemsyret af sladder, splittelse og skjulte dagsordener. Konstante forandringer. Pludselige raseriudbrud og det evindelige: “Husk, hvor du kommer fra!” eller “Du skal ikke tro, at du får det bedre andre steder. Der er problemer på alle arbejdspladser!”

Det var dengang, jeg holdt op med at turde tømme postkassen. Dengang, jeg blev bange for andre mennesker. Dengang, det blev ubehageligt, hvis telefonen ringede.
Det er overstået forlængst, men det er stadig svært for mig at tage telefonen, når den ringer – og der kan gå dage imellem at jeg tømmer postkassen. Ikke fordi jeg er bange for det mere. Det er bare som en mur af uvilje der rejser sig, når jeg tænker på at gå hen i mod den hvide firkant og sætte min nøgle i låsen. Så mange dage går jeg ikke derhen.

Jeg stoppede på arbejdspladsen, men minderne sad fast. I drømme om natten, i kroppen om dagen. Som angst og som spændinger i samtlige muskler – som var jeg konstant på vagt. Efter nogle år skrev jeg min historie som indlæg på bloggen. De mange blogindlæg er ikke længere offentligt tilgængelige. Jeg fik brug for at lukke den del af mit liv helt. – Indtil den dag, hvor jeg blev indkaldt som vidne i en retssag imod en af mine tidligere chefer. Jeg havde selv overvejet at lægge sag an dengang. Men at forsøge at rejse en sag om dårligt psykisk arbejdsmiljø, når man er blevet uendelig meget i tvivl om sit eget værd, det er for uoverstigelig en udfordring. Det var det ihvertfald for mig. Så jeg lod det passere. Som sand der løb igennem hullerne i min sjæl.

I retten var der ikke mange siddepladser. Retssalen var snarere et lille rum, end en sal. Men der var så mange tilhørere, at der ikke var stole nok; de havde sat sig på gulvet eller stod op af væggen. Jeg blev kaldt ind og placeret i midten, ved vidneskranken. Jeg svarede på forsvarens spørgsmål. Han bad mig tilsidst om se ned og finde et dokument frem fra den bunke af papirer, som lå foran mig. Det var et dokument, som omhandlede min tidligere arbejdsplads. Det var underskrevet af den nuværende TR og den tidligere TR. De var begge tilstede i lokalet.

Af brevet fremgik det, at det var en helt fantastisk arbejdsplads. Alle medarbejdere var glade og ingen havde nogensinde givet udtryk for, at der var et dårligt arbejdsmiljø eller at de havde været udsat for pres fra ledelsens side. Både nuværende og tidligere tillidsrepræsentanter erklærede på tro og love, at der aldrig havde været medarbejdere, som havde oplevet dårligt psykisk arbejdsmiljø. De havde intet kendskab til den slags. Tværtimod.

Jeg kendte til mindst seks pædagoger og pædagogmedhjælpere, som havde udtrykt, da jeg var der, at de ikke kunne holde til det pres, som de var udsat for. Flere af dem fandt andet arbejde. Jeg var også selv bukket under for sladderen, den konstante usikkerhed, de evindelige strukturændringer, de uklare forventninger. Da jeg stoppede sagde en af mine nærmeste kollegaer: “Jeg vil også finde et nyt job. Jeg kan ikke holde chefens måde, at behandle andre på, ud længere”.

Mine arme faldt ned. Ud til hver sin side. Jeg kunne ikke få luft. Det prikkede i mine fingre. Jeg var ved at forsvinde ned gennem gulvet. Ned gennem jorden under mig. Mine hænder rystede. Det slørede for mine øjne. Jeg udbrød: “Jeg troede ikke, at man måtte lyve for retten?”

Bag mig steg hviskende stemmer op. Jeg forsøgte at ignorere dem og svare på de spørgsmål som jeg blev stillet, men blev afbrudt, da dommeren så væk fra mig, ned bag mig, og med høj og skarp stemme sagde til de hviskende:
“Hvis I ikke kan holde jer i ro, bedes I forlade lokalet øjeblikkeligt!”
Et glimt af lettelse åbnede sig. Et menneske krævede, at jeg blev vist respekt, når jeg udtalte mig.

Da min tidligere arbejdsgivers advokat skulle stille mig spørgsmål, begyndte han: “Tak for den historie du har fortalt.”
Som om det hele var noget, jeg havde fundet på.

Da det var slut, da jeg havde besvaret de sidste spørgsmål, rejste jeg mig og forlod det lille rum med de alt for mange mennesker. Rystet og rystende. Et øjeblik efter var der pause. Min tidligere kollega kom ud og omfavnede mig. Så kom gråden.

Kløften i jorden havde åbnet sig under mig igen. Den kløft, som adskiller de betydningsløse fra de betydningsfulde. Jeg følte mig betydningsløs igen og forsvandt ned i det store ingenting. Men kun for en stund, så kom vreden. Nu måtte det være nok. Så mange år af mit liv smadret. Så mange følelsesmæssige nedture. Så store konsekvenser. Og her stod jeg stadig og var bange for at hjælpe mig selv ved i det mindste at ranke ryggen og stole på, hvad jeg vidste: At det jeg havde havde oplevet var sandt. Jeg vidste godt, hvad der var sket. Jeg var slet ikke i tvivl. Jeg havde endda skrevet det hele ned og kontaktet min fagforening. Desværre var deres eneste råd, at jeg skulle sige op. Man kan ikke gøre noget ved den slags arbejdspladser.

Min kollegas mor kom ud, og fortalte at nogle af tilhørerne, på min tidligere chefs side, havde sagt, at det var noget pjat, jeg skulle vidne, når det nu var så længe siden, jeg havde været ansat. Som om min oplevelse var uden betydning, fordi den hørte fortiden til. De skulle bare vide, hvor mange spor den fortid har trukket ind i nutiden. Jeg er blevet et andet menneske. Et menneske, som nemt bliver bange for andre mennesker.

Da forsvareren skulle samle op til slut, sagde han: “Vi har hørt, hvad Rikke Smedegaard TROR, at hun oplevede.” Igen et forsøg på at underminere mig. Det udløste kun vrede i mig. Og beslutsomhed.

Da vi forlod retssalen, smilede hun til mig, hende som var TR, dengang jeg var ansat. Jeg så den anden vej. Og nu lukker jeg døren. Fremtiden venter.

NB: For en ordens skyld skal det nævnes, at det ikke var BUPL, jeg var medlem af på daværende tidpunkt. Og at arbejdsgiveren var privat.

Kommentarer