Empati – evnen man ikke kan vælge at slukke for.

Det stille barn, som jeg dog havde haft held med at få til at le, og tale en smule med et par klassekammerater, var blevet en ung kvinde som aldrig lo længere. Og som altid var stille.
Hætten over hovedet. Nakken bøjet. Klassen kunne hun ikke være i. Fraværsprocenten var enorm. Når hun dukkede op, forsøgte jeg at finde tid nok til hende. Men smerten hang i rummet. Den var uudholdelig. Jeg følte mig mere og mere trist – tilsidst næsten deprimeret. Jeg mærkede, hvordan jeg fik lyst til at undgå den daglige konfrontation med mennesket som havde det så elendigt. Hver dag, når jeg tog på arbejde, havde jeg lyst til at vende om. Jeg skulle bruge energi på at overvinde mig selv og gøre, hvad der blev forventet. Når jeg tog hjem, var jeg udmattet og irritabel. Følelserne fra mit arbejde blev i kroppen. Jeg kunne ikke få dem til at forsvinde.

Jeg forsøgte at bede om hjælp. Men det var svært at formidle, hvad det var, som var så svært. Forventningen var jo bare, at jeg skulle gøre mit bedste og være der for hende i det omfang, som jeg kunne. Jeg blev frustreret over ikke at kunne forklare mig; jeg blev skarp i stemmen, fik tårer i øjnene. Svaret, jeg fik, lød: “Du er nødt til at lære at være professionel”. Jeg forsøgte at sige, at jeg netop var professionel, når jeg var åben omkring min oplevelse af utilstrækkelighed.

Bemærkningen om, at jeg skulle lære at være professionel, gjorde virkelig ondt. Men jeg manglede ord for, hvorfor den var så urimelig. I bogen “Medfølelsens pris” beskriver forfatteren hvordan vi som mennesker er indrettet til at reagere på andre mennesker. Følelser smitter.

“Mennesket er i besiddelse af et avanceret system til at forholde sig til andre mennesker og absorbere deres følelser i langt højere grad, end det opfatter med sin bevidsthed. Hjernen er udstyret med 300 millioner nerveceller af den slags, der kaldes for spejlneuroner. Ved hjælp af disse spejlneuroner kan man reagere på andre mennesker og kopiere deres tilstande i sig selv og sin egen krop. Netværket af spejlneuroner er et gennem evolutionen udviklet supersystem, der sikrer menneskets læring, sociale bånd og overlevelse.”
(Per Isdal, “Medfølelsens pris” s. 163-164)

Bogen har fået mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi som pædagoger, lærere, sygeplejersker og andre faggrupper reagerer og insisterer på hjælp (nok) til de lidende mennesker, som vi møder. Herunder hjælp til os selv og hinanden. Når vi mærker andres smerte, så er det ikke bare noget, vi skal lære at leve med. Vi mærker den, fordi vi er mennesker, konstrueret til at mærke den. Fordi vi skal være med til at sikre læring, sociale bånd og overlevelse:

På bænken sad drengen fra 4.og var vred igen. Engang mente han altid, at alting var alle andres skyld, og han ville ikke lytte til nogen som helst. Engang troede han heller ikke på, at jeg kunne li´ ham. Nu lytter han, imens han ser på mig med et åbent blik.

En pige, som har haft forfærdelige oplevelser fortalte, at hun ikke græd over dem: “Det er pinligt at græde.” En dag da vi talte sammen sagde hun pludselig: “Nu kommer der vand ud af mine øjne. Det er ikke med vilje!”. Og jeg fortalte hende at tårer ikke er noget, som man skal skamme sig over eller behøver at skjule. Tårer kan være gode at dele med andre. Nu kan hun græde, og tage imod trøst.

Jeg spurgte en ung pige, hvordan hun har det for tiden? Hun ville ikke snakke. Hun blev fjern i blikket. “Jeg har det fint!” afviste hun og vendte siden til mig. “Jeg tror ikke på dig”, svarede jeg. “Jeg kender dig for godt. Lad os gå en tur”. Hun gik med. Efter en halv time sagde hun: “Jeg hader mig selv. Jeg har lyst til at dø”.

Vores empati betyder, at vi kan være sammen med andre om deres smerte og være medvirkende til at hele den. Vi kan sikre deres læring, sociale bånd og overlevelse. Vi er ikke uprofessionelle, fordi vi har følelser. Vi er først uprofessionelle i det øjeblik, vi ikke vil vedkende os vores følelser – eller vælger at efterlade hinanden alene.

Kommentarer