Hvad vil forældrene egentlig høre?

Trine havde en hjerneskade som 10-år og havde svært ved de fleste ting. Fra at tælle til ti, til livet og det sociale samvær med klassekammerater og voksne. Trines dag og humør var afgørende for mig. En ustabil dag blev en dårlig dag. Og en dårlig dag endte som regel altid på samme måde: Når skoledagen sluttede skulle en lærer eller pædagog(medhjælper) tvinge Trine ned til bussen, så hun kunne komme hjem.

Der var grundlæggende ikke nogen vej uden om. Vi kunne jo ikke dag efter dag lade Trine bestemme rytmen og hvis vi ventede på hende skulle bussen vente og dermed alle de andre børn. Den eneste mulighed var at have øje på alle de små detaljer i timerne op til dagen sluttede og bussen trillede op mod skolen for at hente børnene. Spiser Trine nok? Synger vi nogle af de sange som gør hende glad? Kan vi i minutterne inden afgang sikre at hun får den fornødne ro til at finde den hvile i sig selv som gør at hun klarer skiftet?

Det lykkedes som regel, men ikke altid. Med en kollega syg og uden vikardækning var det sværere. Men selv med fuldt hold var det svært, og det ville det være uanset hvor mange voksne vi var.

Dagene er uforudsigelige i et pædagogisk arbejde, der har med mennesker at gøre.

Det gælder overalt. Ikke mindst i Trines klasse, for hun gik i en særlig klasse hvor alle børnene havde alvorlige udfordringer.

På skolen – der lå i en forstad til København – var der nemlig en gruppe fantastiske børn som havde det svært. De havde forskellige handicap, fra downs syndrom til Trines hjerneskade som gjorde at hun havde meget svært ved at kommunikere.

På de bedste dage grinede børnene og hyggede sig, og de lærte på deres egne præmisser: de talte til 10, hvilket aldrig virkede til at blive nemt, de øvede sig i at forstå hvad det vil sige at være vred, glad og ked af det. På de værste blev rutinerne forstyrret, børnene kede af det – hvilket forstyrrede rutinerne endnu mere – og Trine skulle tvinges ned i bussen.

Hvad mener jeg med at tvinge? At en voksen fysisk skulle bære hende 200 meter fra skolen, skrigende og sparkende, ned til bussen og derefter forlade hende grædende med andre børn og en buschauffør som ikke er pædagogisk uddannet. Det skete sjældent, for mine kolleger var meget dygtige, men nogle gange kunne tiden ikke presses mere, der var ingen anden udvej. I dag tænker jeg at der skulle have været en pædagog med i bussen, altid, for at sikre at den svære overgang blev lidt lettere. Men den slags koster jo. Cykelturen hjem efter sådan en omgang var ubeskriveligt hård, bare at tænke på hvordan Trine havde det i bussen.

Hvad skulle vi fortælle Trines forældre når de spurgte hvordan det gik?

Hvad skulle vi fortælle forældrene til børnene med Downs, når de nærmest håbede at deres børn snart kunne læse, mens realiteten var at en succesfuld tælle-til-til-ti og en bedre forståelse af et andet barns følelse var en reel succesoplevelse?

Det ved jeg stadig ikke. Men på mit arbejde var der et klart mismatch mellem hvad forældrene troede at der skete i skolen – det de gerne ville høre – og hvad der reelt foregik. Jeg er sikker på, at en bedre kommunikation reelt ville være bedre for både forældre og børn.

Kommentarer