Medfølelse – det er ikke ikke en gratis omgang.

Torsdag tog jeg hjem fra arbejde for at holde ferie. Nu er det mandag. Jeg har sovet mindst tolv timer i døgnet. Da jeg vågnede denne formiddag, var jeg hele tiden ved at græde. Der er ingen åbenlys grund til det. Jeg har vænnet mig til, at det er sådan det er. Det plejer at vare en uges tid i sommerferien. Jeg ved det, for jeg har prøvet det mange gange før.

Det sidste halve års største arbejdsmæssige udfordringer opsummeret: Afvisning. At blive ignoreret. At blive taget imod. Afvist. En dør på klem. En dør pludselig smækket i. Uden at ane hvorfor. At skulle gætte sig frem. Hele tiden veje hvert eneste ord. Hele tiden vende hver en tanke. At blive ved med at vise omsorgsfuld nysgerrighed – og samtidig opleve den skamfulde trang til selv at smække med døren.

At gå hjem og smække med en anden dør.

Forleden kørte jeg i bil med en kollega som har haft en del svære og meget personlige samtaler med en elev. Min kollega sagde: “Jeg har været så træt bagefter. Og har tænkt på, hvor træt du må blive. Du laver jo ikke andet.”

Det var som om nogen tændte lyset, da en anden pludselig kunne bevidne det: Medfølelse er ikke en gratis omgang. Det har personlige omkostninger at give af sig selv hver eneste dag.

Per Isdal, en norsk psykolog, har skrevet en bog om at have et arbejde som vores; givende, men også slidsomt. Lad os starte med at bryde tabu´et om vores egne reaktioner. Vi er mennesker. Vi indgår i professionelle relationer, og selvom de relationer er professionelle, så kan de godt være ægte. Og i ægte relationer har man følelser. Alle slags følelser.

#MedfølelsensPris

Kommentarer