Mennesket bag masken

Jeg møder hende tit. Jeg kender hendes historie ret godt efterhånden og derfor har hun også givet mig lov til at fortælle den. Måske er hun ikke den eneste, der har sådan en historie.

Når andre møder hende, er hun glad. Hun smiler, hilser og virker som oftest lyttende.
Hun har et godt ry. Hun er anerkendt og beskrives som faglig kompetent, dygtig, nytænkende og som en, der med stolthed kærer om sin profession. Hun har i mange år interesseret sig for at udvikle både sig selv og sit fag, og hun kaster sig gerne ud i både debat og nye tilgange for at forfine, det hun allerede kan og blive klogere på sig selv og andre.
Der er ikke en finger at sætte på hendes arbejde. Hun møder stadig børn, forældre og kollegaer med smil, omsorg og opmærksomhed og virker som en fast støtte, som andre trygt kan læne sig op ad.
Hun går på arbejde hver dag, og de som møder hende vil se et menneske i balance og som hviler i sig selv, men bag masken hun bærer, gemmer sig en anden virkelighed. En virkelighed, der er svær at tale om, fordi det er tabu. Medarbejder skal være robuste.

Indeni raser frustrationen. Det ved kun de, der er helt tæt på hende og som har set den lille sprække i den ellers hele maske. Hendes kropsholdning har ændret sig lidt og hendes gnist en væk. Men det ses kun helt tæt på.

Hun kan nemlig ikke længere mærke sig selv.
Glæden ved at gå på arbejde, kan hun ikke føle, og selvom hun gør, som hun altid har gjort, giver det hende ikke samme ro, samme tro på sig selv og samme tilfredshed. Hun går ofte hjem med følelsen af, ikke at være tilstrækkelig.
Hun siger, det føles som at løbe i et hamsterhjul.
Alligevel fortsætter hun, for troen på at det nok bare er en periode og at det nok skal blive godt igen, er der stadig.
Hun vil rejse sig fra asken, vil ikke længere føle sig udbrændt, men hun kan ikke gøre det alene. Hun er nødt til at indse, at det ikke bør være tabu at spørge om hjælp. At det ikke er svaghed. Selvom det føles sådan.

Idag kommer hun også på arbejde, som hun plejer. Hun sidder ved sin computer og lader som om, hun er optaget af noget arbejde, men i virkeligheden er det en måde at undgå kontakt med andre. Der er dage, hvor det er svært at forholde sig til andre, end de højst nødvendige.

Hendes kollegaer vil højst sandsynligt tænke, at hun som så mange andre, blot er træt, her sidst på skoleåret og glæder sig til ferie, men der ligge mere bag. Det ved kun få.
Hun har ændret sig indenfor det sidste år. En uenighed, der ikke er blevet håndteret ordentligt, rider hende nu som en mare.
En uenighed, der har gjort noget ved hende, efterladt hende med følelse af afmagt, tvivl og en revne i hendes robusthed.
En evig nagen om, hvad hun egentlig kan. Om hun er dygtig nok, faglig nok, nuanceret og reflekterende nok. Er hun god nok som menneske og giver hun nok til dem hun er i blandt – både på jobbet og privat.
Og hvor gør man af sin frustration, når det føles forbudt at tale om? Fordi det er tabu at vise sin skrøbelighed…..

Og hvis hun viser sin sårbarhed overfor andre, som ser hende som et menneskeligt fyrtårn, hvordan vil det så påvirke dem?

Kortene holdes tæt, mens frustrationen vokser og raser i hendes indre.

Da klokken ringer til time rejser hun sig, masken er på og hun går ud og møder børn og kollegaer med et smil. Hun gør det, hun gør bedst; drager omsorg, passer på andre og gør sit til, at alle omkring hende trives.
Spørgsmålet er, om vi husker at drage den samme omsorg for os selv og andre i vores hektiske hverdag?
Får vi talt om vores sårbarhed og det der er bag masken, så det ikke er et tabu eller en svaghed at bede om hjælp?
Hvornår har du sidst set bag masken hos andre eller smidt din egen……?

Kommentarer