Hvem skal kæmpe for en anerkendt profession?

Så sent som i dag, hørte jeg ”Jamen det er da ikke os der skal tale vores faglighed og profession op, vi må da have forældrene på banen”. Jeg er dog nødt til at stille mig undrende og kritisk til den påstand. For hvis vi ikke selv kan råbe højt, om hvad det er vi kan og gør, hvem kan så? Hvis pædagog faget skal være mere anerkendt, skal vi stå sammen som vi gjorde det i OK18. En person kan skabe ringe i vandet, men i et sammentømret fællesskab kan man skabe en tsunami.

For at få et stærkt fællesskab, skal der være nogen der tør starte ringene i vandet. BUPL har gennem flere tiltag vist at det er det de ønsker, der er opbakning til meningsdanneruddannelser, der er kurser, foredrag, samarbejde med pædagoguddannelse osv. Så nu skal vi ”almindelige” pædagoger også på banen. Hvordan gør vi det, tænker vi?

En start ville være, at der bliver skabt en opmærksomhed på vigtigheden af, ALLE arbejdspladser har et undrende og reflekterende miljø. Både i forhold til andre, men også egen praksis. På den måde er der en dynamisk nysgerrighed på at tilegne sig ny viden, styrke og få sat ord på sin faglighed. Og det er lige netop dette vi skal blive bedre til.

Vi skal uden at tøve kunne forklare forældre, tværfaglige samarbejdspartnere, konsulenter og politikker, hvorfor vi gør som vi gør, og hvad barnet lære i netop det miljø vi har skabt for dem. Vi skaber pædagogiske læringsmiljøer mange gange i løbet af dagen. Når børnene står i kø for at vaske hænder, er der skabt et læringsmiljø, hvor barnet skal lære at behovsudsætte. Når barnet ligger på puslebordet og leger ”borte borte tit” arbejder vi på relationen mellem barn voksen, som skaber tryghed, som giver grobund for udvikling. Sådan kan jeg blive ved med at nævne hverdagseksempler, som ofte bliver taget forgivet af omverden.

Så kære med pædagoger, op på tasterne – når i skriver det næste forældre opslag, så forklar den pædagogiske overvejelse og hvilken læring der ligger i en af de små hverdagsseancer.

Kommentarer