Forælder og pædagog

Gad vide om jeg er den eneste pædagog, der bare ikke gider spille UNO eller andre kortspil med mine børn, når jeg kommer hjem fra arbejde.

Jeg er ansat i en SFO, og hvis vi voksne ikke har en aktivitet, der skal laves, en konflikt der skal løses, nogle forældre der skal snakkes med  – altså når vi har tid til bare at være, er der altid en hale af børn, der gerne vil spille spil med os. Uno, Krig, kryds og bolle, Ludo, vildkatten, skak – faktisk er det at spille et bestemt spil mindre vigtigt end  det at spille sammen – at være sammen, have tid til at sidde og snakke, alt imens spillet giver en form for sikkerhed om, at vi er tilstede lige her og lige nu, og i hvert fald indtil den næste runde af spillet.

Vi, pædagoger, bruger størstedelen af vores arbejdsdagen på at støtte op omkring og varetage børns udvikling, vel tænkende at andre selvfølgelig gør det samme med vores børn.  Vores børn er hver dag omgivet af kvalificerede og kompetente voksne, men hvad nu hvis vi har væsentligt forskellige fokusområder og indsatsområder for at støtte og varetage de enkelte børns udvikling, og hvad nu hvis vi synes at disse forskelligheder påvirker uhensigtsmæssigt.

Eksempel: Kaspers mor er skolepædagog  og hun vægter  boldspil og boldforståelse højt i dagligdagen. Det er vigtigt, siger hun, at kunne gribe og kaste en bold. Stikbold, rundbold og høvdingebold er nogle af de meste populære aktiviteter i indskolingen på hendes skole.

På Kaspers skole vægtes boldspil ikke, eller måske har der bare ikke være fokus på det endnu. Kasper går i 2. klasse og kan ikke gribe en bold og endnu mindre ramme en. Han er ked af det, og har ikke lyst til at komme i skole. Det er mest frikvartererne, han ikke magter. Han har en følelse af, at der ikke er noget at lave, for de fleste vil spille bold, og at han vælges fra. “Jamen jeg kan jo ikke gribe bolden.” “Jeg kan ikke ramme bolden”. “Jeg er bange for bolden”.

Det er forældres ansvar at opdrage deres egne børn, kan man jo sige, og selvfølgelig er det det. Lige i denne situation forsøger Kaspers mor med alle de kneb hun bruger i sin egen arbejdshverdag og flere til. “Jamen så må du også gi dig lidt og prøve alligevel” “Har du været rundt og spørge alle?” til hun når den sidste med “har du sagt det til de voksne?” Derudover sætter Kaspers mor ind på at gøre boldspil til noget sjovt, når de begge har fri og på den måde afhjælpe det.

Hovedpointen er at Kaspers mor er ked af det og frustreret. Hun bruger så meget energi hver dag på arbejde og forsøger at gøre en forskel  for de enkelte barn, så det rammer hårdt, når hun ikke føler at der på samme måde  er opmærksomhed på hendes eget barn.

Måske er det ekstra svært at være pædagog til børn med pædagogforældre. Måske er vi pædagogforældre mere undrende og har større forventninger og krav til de voksne i vores børns institutioner. Vi kommer med en rygsæk fyldt med forældreskab, faglighed og erfaringer, og vi har muligvis samme faglig baggrund som vores børns voksne, men vi står der som forældre og ikke som fagpersoner, og der er en verden til forskel på de roller.

Måske skal vi forældre huske på, at ligesom vi hver dag forsøger at gøre vores arbejde så godt som vi kan, så arbejder vores børns fagpersoner helt sikkert også efter samme mål.  Det er vigtigt med åbenhed og  dialog, så vi undgår misforståelser, for det gælder trods alt vores børns fremtid.