Nu skal du i gryden!

Børn tilbringer størstedelen af deres vågne tid i daginstitution.

Her udspiller LIVET sig.

Jeg er pædagog i en daginstitution, og jeg er vild med det.

Vi, der arbejder med børn, har en vigtig rolle ift. at være medskabere af “det gode børneliv”.

Men hvad er det gode børneliv?

Synet på barndommen ændrer sig. Legen har værdi i sig selv.

“Slip legen fri”, den nye læreplan osv.

Jeg er enig. Det gode børneliv skal altid ses i en helhed. Men hviler på en sund legekultur.

Og netop fordi den tidlige barndom udspiller sig i en institutionel ramme, er der brug for legende og tilgængelige voksne med fornemmelse for, hvornår der er brug for at gå foran.

Jeg er så mega priviligeret. For sådan nogle voksne arbejder jeg sammen med!

“Nååååå, nu har jeg dig….. nu skal du spises”.

Fra bålet kan jeg se heksen – min kollega Camilla.

Hun kommer gående med Karla i sine arme og en hel flok børn efter sig. Karla hviner højt, hun ved, hvad der venter.
Nu skal hun i gryden.

Heksen løfter Karla hen til et bildæk på højen.

Hun placerer Karla i dækket, mens hun med sin allerværste heksestemme gnækkende siger: “Sådan der, nu skal du steges…. men jeg putter lige lidt krydderier på dig først, så du kommer til at smage riiiigtiiiig dejligt!”

Karla hviner af fryd.

Heksen tager lidt sand i hånden, og putter det ned i gryden til Karla. “Hehehe” Heksen ler ondt og siger så gnækkende:

“Først lidt salt”

“Så lidt rottehaler”

“Så lidt sukker”

“Hehehe…. og til sidst…. lidt rigtig dejlig mussetis!”

Karla hviner igen, og de andre børn omkring gryden griner højt. Søren rykker heksen i ærmet og siger: “jeg vil også op i gryden.”
Heksen smiler til ham og siger gnækkende: “bare rolig min lille ven, det skal du nok komme. Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig væk!”
Heksen vender atter blikket mod gryden.

“Nu er du klar”.

Hun griber fat i Karlas arm og tager en stor imaginær bid af den.

Karla griner og vrider sig for at komme fri.

“Nåååå” gnækker heksen højt og fortsætter: “jeg tror, jeg venter med at spise resten til i morgen. Nu skal jeg vist sove lidt.”
Hun peger på Karla: “Men du blir der.. det er nemlig dig, jeg skal æde, når jeg vågner.”

“Ja ja”.

Karla griner.

Heksen lægger sig på højen og snorker.

Karla springer op ad gryden.

Sammen med alle de andre børn, løber hun hurtigt væk fra heksen. De stiller sig et stykke derfra, så de kan se, når heksen vågner.
Det gør hun nu.

“Hvad I alverden??? Hvor er min steg blevet af??? Ahhhhhhhrrrr, jeg er så rasende gal i skralden.”

Heksen vender sig mod børnene og råber: “I kan bare vente jer!”

Børnene hviner højt og flygter i alle retninger.

Heksejagten starter forfra.

Rigtig dejlig dag til alle

Gi den gas og leg løs!

Og hatten så meget af for dig Camilla 💪

Kommentarer