Hvad du forventer, skal du få!

Børn er fantastiske.

De vil gøre alt, hvad de kan for at samarbejde… når vi voksne altså fortæller dem, hvad vi forventer.

Jeg er pædagog i en daginstitution, og jeg er vild med det.

Det er torsdag. Kl. er lidt i ni. (Sig u hu hu)

Jeg sidder i garderoben og hjælper Anders med at få tøj på.

Søren kommer løbende, han styrer direkte hen til mig, tager om min nakke med begge hænder, ser mig bedende ind i øjnene og siger: “Trine, nu kan jeg altså ikke vente et ENESTE minut mere.”

…..10 min. tidligere….

Søren og Anders er færdige med at lege med papirsfly. Jeg går over til drengene og siger: “Hey drenge, lige om lidt vil jeg ha’ jer med ud på legepladsen. Anders, du må gerne gå ned i garderoben og begynde at tage dit tøj på.”

Jeg ser på Søren og fortsætter: “Søren, jeg vil gerne ha’, du bliver her og leger, indtil jeg er klar til at hjælpe dig.”

Søren spørger undrende: “Hvorfor skal jeg vente lidt og lege her?”

Jeg svarer: “Fordi du har brug for min hjælp til at huske, hvad du skal. Ind i mellem ved jeg, du kommer til at skubbe eller slå, hvis der er mange børn i garderoben.”

Søren ser på mig og siger:

“I dag kan jeg godt huske det!” Han smiler til mig.

Jeg smiler tilbage og svarer: “Det er jeg glad for, og det kan du vise mig lige om lidt, når jeg henter dig.”

Søren svarer: “Okay… men må jeg godt bygge LEGO?” Det må han.

Jeg vender mig, om for at gå mod garderoben, da Søren råber efter mig: “Trineeee, hva nu, hvis jeg ikke kan vente?” Jeg smiler og siger: “Så vil jeg gerne ha’, du kommer ned i garderoben og fortæller det til mig. Okay?”

“Okay.” svarer Søren, som allerede er i fuld gang med at bygge LEGO.

Tilbage til garderoben…..

Jeg smiler stort til Søren og svarer: “Søren altså…. Jeg bliver så glad! “

Jeg giver ham et knus og fortsætter: “Det var jo lige det, jeg sagde, du skulle, hvis du ikke kunne vente. Hvor er du en god dreng.
Jeg tager hans ansigt mellem mine hænder, smiler igen og siger: “Hvis du virkelig ikke kan vente mere, så vil jeg gerne ha’, du hjælper mig med at give de sidste børn tøj på.”

Søren hopper op og ned: “Ja… det vil jeg gerne.” Svarer han med begejstring i stemmen.

Han går over til Svante og begynder at hjælpe ham i overtræksbukser.

I det samme træder min kollega Annette ind i garderoben.

“Se lige engang.” siger jeg til hende, peger over på Søren og fortsætter: “Er det ikke bare fantastisk? Jeg havde bedt Søren vente på mig, til jeg var klar til at hjælpe ham.”

Søren lytter opmærksomt.

Jeg fortsætter…

“Hvis han ikke kunne vente, skulle han komme og fortælle mig det…. og ved du hvad? Han kom så fint og sagde, at nu kunne han ikke vente et ENESTE minut mere. Så nu hjælper han Svante i tøjet i stedet for!”

Annette griber straks bolden og anerkender: “Jo, hvor er det fantastisk.” Og henvendt til Søren: “Og hvor er du en dejlig og hjælpsom dreng Søren!”

To meter højere hjælper Søren Svante færdig med at få tøj på.

Dejlig aften til dig.

Kommentarer