“Jeg vil ha´dig!”

Mens jeg venter i spænding på at høre nyt fra Forligsen, tager jeg lige børnebrillen på og dykker ned i relationen.

“Jeg vil ha’ dig!”

Det er i relationen, barnet udvikler sig.

Og det er i relation med andre – både børn og voksne, at barnet lærer sig selv at kende.

At være dygtig til at arbejde med relationer kræver, at vi som pædagoger tør arbejde i helheder og med os selv.
Og hvordan gør vi så det?

Først og fremmest ved at være modige og nysgerrige, stille spørgsmål og undre os – over for os selv og for hinanden. Vi skal turde gå ind i det, det handler om. Og vi skal støtte op om hinanden, når det er svært og udfordrende.

Jeg er pædagog i en integreret daginstitution – og jeg er vild med det!

“Jeg vil ha’ dig!”

Sara løber råbende ned af gangen. Hun vil ikke ud. Så hun er løbet væk fra garderoben. Hun kaster sig grædende ind til min kollega Mette og holder godt fast. “Jeg vil ha dig”, råber hun igen.

Mette giver Sara et knus og trøster hende. De sidder lidt sammen. “Hvad er grunden til, du ikke vil ud?” Spørger Mette. Sara ser på hende og siger: “jeg vil bare ha’ dig, Mette!”

Sara er 4 år og er en glad og aktiv pige. Men Sara kan blive vred…. meget vred. Når Sara bliver vred, er det kun Mette, som må hjælpe hende.
På et p-møde taler vi om Sara.

Sara er i mistrivsel. Hun bliver valgt fra af de andre børn, leger kun kortvarigt med andre og alene.

Ja, vi skal tale med forældrene så snart, det er muligt, for en del af forklaringen på Saras vrede skal muligvis findes her.
Men hvad kan vi gøre her og nu?

Vi må undre os og være nysgerrige.

Alle medarbejdere fortæller om, hvordan deres relation er til Sara.

Hvor meget er vi sammen med hende i løbet af dagen? Hvor meget inviterer vi hende til leg, hvor meget vælger vi hende til?
Billedet tegner sig hurtigt – den er gal med relationen!

Alle andre end Mette er stort set ikke sammen med Sara, og når de en enkelt gang er, er det konfliktfyldt, fordi Sara vil have Mette!
Første skridt – fokus på relationen.

Mette er “slidt i relationen”.

Vi andre må på banen. Vi må smøge de pædagogisk relationelle ærmer op. Handling.
Nysgerrige igen.

Hvad kan Sara lide? Hvad er hun god til? Hvilke børn vil hun gerne lege med osv?

Efter kort tid er planen klar, fra i morgen skal ALLE vælge Sara til i leg, aktiviteter osv. Sara skal som udgangspunkt følge samme struktur, som de andre børn. Vi skal være på forkant – forberede Sara på, hvad det skal ske, “highlighte” hende og hjælpe
hende i gang med at lege med de andre børn. Og når Sara bliver vred, er det noget alle skal forholde sig til.

Men det er svært.

Ja, og det kan være hårdt og udfordrende at være i , når Sara er vred, og derfor er det altid legalt at bede om hjælp, hos hinanden – at lade en anden tage over.
Mette er fredet ift konflikter, men må naturligvis gerne vælge Sara til, lege, give omsorg, nærvær osv.

Planen træder i kraft…

Alle medarbejderes opmærksomhed er skærpet.

F.eks. hos Eyd, den pædagogstuderende, som skal i gang med et børneyogaforløb. Hun bygger forløbet op omkring Sara.

Sammen med Asta, Karla, Sigrid, og Misty laver Sara forskellige øvelser og lege. Eyd sætter rammen og går foran.

Allerede efter et par dages indsats, er der mærkbare ændringer at spore hos Sara. Vreden er kraftigt aftagende, selvom det udfordrer Sara, at hun ikke altid kan få Mette.

Til gengæld er det tydeligt at Saras relation til alle voksne og børn er blevet meget mere positiv.

Børneyoga 14 dage senere:
“Sara, vil du være den, der viser de andre børn, hvilke øvelser, vi lavede sidst?” Spørger Eyd Sara og lægger armen om hende.
Sara smiler bredt. Det vil hun gerne.

De andre børn ser på, hvordan Sara laver øvelserne og går selv i gang.

Senere samme dag, da jeg træder ind i “Salen”, er Sara og Asta i fuld gang med at snurre hinanden rundt på den store gynge😃👍

Jeg smiler og sender en varm tanke til mine kollegaer.

Dejlig dag til dig.

(Tak til Sara, hendes navn er naturligvis opdigtet. Tak til Mette for at være med til at fortælle sin historie. og tak til Eyd for pædagogisk knofedt😊 – og Hey…. tak til mine vildt fantastiske kollegaer. I gør bare mit liv så meget sjovere og mine arme så meget mere blå😂)

Kommentarer