Jeg står der med dig.

Line har skrevet smukt og rammende i gruppen: “Bak op om de offentligt ansatte”: https://www.facebook.com/groups/1184079211729295/permalink/1198285613641988/
Så smukt og rammende har Line skrevet, at jeg ikke kunne nøjes med at svare med en kommentar.

Kære Line,

Jeg er pædagog, ansat i AKT på en folkeskole. Jeg stod på toget om morgenen i min hjemby. Her vinkede folkeskolelærere til mig. Og jeg skammede mig.
Jeg ankom til byen, hvor jeg arbejder og jeg skulle passere mine lærerkolleger for at komme ind på skolen.
Jeg skammede mig.

Jeg var ked af det på deres vegne og jeg følte mig ensom. Jeg ville hellere have stået sammen med dem.

Det fortsatte i en uendelighed – sådan føltes det. Hver dag var fuld af dårlige følelser.
Så kom lov 409 og lærerne kom tilbage igen. Udmattede, sårede, hudløse.
Og medierne blev en kampplads. Folkeskolen blev talt ned, lærerne blev udskammet. Jeg kunne ikke genkende virkeligheden i mange af beskrivelserne. Jeg oplevede kollegaer som kæmpede og knoklede, og som holdt usigelig meget af eleverne og deres arbejde. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at bakke lærerne op.

Og så opstod endnu en diskussion: Diskussionen om hvorvidt pædagogerne var velkomne i skolen. Om vi bare ville tage lærernes arbejde.

Jeg læste målløs ord, som jeg kun kunne tolke som om, at jeg pludselig var i vejen og nok ønskede at tage noget fra nogen. Det var aldrig min hensigt. Jeg var ansat i skolen adskillige år inden konflikten brød ud. Jeg har altid set mig selv som lærernes nære samarbejdsparter. Jeg har altid set os have et fælles mål: Elevernes trivsel, så de kan blive hele mennesker og tro på både sig selv og andre.

Det har ligget mig meget nært, allerede inden konflikten, altid at understrege, at jeg ikke underviser. Det er ikke dét, som jeg er uddannet til. Det har altid ligget mig nært at vise lærerne den respekt, som I fortjener. Og under konflikten gjorde jeg en dyd ud af, at det ikke var min opgave, om de elever som jeg havde tilsyn med, tog bøgerne op af tasken og gik igang med opgaver. Jeg ville ikke lave konfliktramt arbejde.

Jeg har altid været på lærernes side. Men også jeg blev hudløs og sårbar af at føle mig uønsket. Af at opleve, at debatten sommetider gik på, om jeg som pædagog overhovedet havde noget at byde ind med. Og af antagelsen om at pædagoger bare er sådan nogle som passer børn. Jeg husker, hvordan vores nuværende undervisningsminister også i et samråd stillede spørgsmålstegn ved, hvad i alverden vi skulle i skolen. På det tidspunkt havde jeg allerede gjort en forskel for rigtig mange børn i flere år.

Jeg følte mig talt ned til det rene ingenting. Også jeg mistede arbejdsglæde og har haft lyst til at give op. Det er sådan vi får det, når vi føler os forladte, alene og ikke værdsatte.

Fællesskabet gør os stærkere. Lad os holde fast i det sammen. Uanset hvilke meldinger forhandlere og politikere kommer med undervejs. For hverdagen er vores. Både nu, under en eventuel konflikt, og efter konflikten.

Du skal vide, at jeg står der med dig. Skulder ved skulder.

Kærlig hilsen
Rikke

Kommentarer