En kamp for respekt og værdighed.

I behøver ikke sige, at I kan li´ mig. Jeg er ligeglad med om I kan li´ mig. Men jeg har fortjent, at I viser mig respekt og anerkendelse; ved at lytte og ved at tilbyde en ordentlig løn.

Jeg er pædagog. Det har jeg været i 21 år. I de år har jeg oplevet, hvordan vi i det offentlige er blevet pålagt at løbe hurtigere og hurtigere, imens vi samtidig skal leve op til stadigt stigende krav, og alligevel bliver omtalt som om vi ikke gør det godt nok. Tilgangen til hvordan vi udfører vores arbejde, og sproget omkring vores faglighed, har ændret sig: Vores arbejdspladser omtales som produktionsvirksomheder.

Vi bliver konstant bedt om at effektivisere. Vi vil gerne gøre det bedre. Vi forsøger altid at gøre vores bedste. Men der er grænser for hvordan man kan effektivisere børns udvikling eller en sygdoms afvikling eller et menneskes sorg. Og vi kan ikke få en følelse af forladthed hos mennesker til at forsvinde, ved at skynde os hen til dem – og være væk igen før de får set sig om.

I, arbejdsgivere og regering, har sat spot på vores evne til at nå så meget som muligt, så omkostningseffektivt som muligt, og glemt at det er menneskeliv vi holder i vores hænder. Og I har glemt at vi også selv er mennesker.

Jeg har, som flere af mine kollegaer i det offentlige, været ramt af stress. For mit vedkommende handlede min stressreaktion om, at jeg ikke kan tåle at gå på kompromis med måden, som jeg mener, at mennesker bør behandles på. De børn og unge, som jeg er i kontakt med, de har krav på, at jeg har tid til at lytte og forstå dem. Det tager tid at forstå. Det kræver nærvær at lytte.

Jeg tog det ikke personligt, da en 11-årig bed mig i armen. Jeg tog det ikke personligt, da en 9-årig skreg at jeg var en stor, fed idiot. Jeg tog det ikke personligt, da en teenager råbte så højt af mig, at mine kollegaer blev bange for, at jeg var i fare. Jeg tager det ikke personligt, når børn og unge afviser mig eller bliver vrede på mig. Jeg er professionel, så jeg afstemmer mine reaktioner efter børn og unges behov.

Men jeg tager det personligt, når I, arbejdsgivere og regering, begynder at fremstille mine kollegaer og jeg selv som dem der tager og ikke giver. For trods forringede vilkår insisterer vi stadig på at møde mennesker med ligeværdighed og respekt. Vi gør hver dag vores ypperste for at mennesker føler sig set, hørt og forstået.

I ignorerer tilsyneladende når sygehuspersonale gør opmærksom på, at de ikke kan løbe hurtigere, når lærere siger at de ikke har tid til at forberede sig ordentligt og når sosu´er fortvivlet må bede Fru Hansen om at tisse i sin ble, fordi de kan ikke nå at hjælpe hende på toilettet. Men nu er vi altså også nået dertil, hvor vi bliver anklaget for grådighed, når vi beder om ordentlige arbejdstidsaftaler og mere i løn for den indsats, som vi leverer hver eneste dag.

Der er mere på spil ved denne overenskomstforhandling end løn og vilkår: Vi vil have vores værdighed tilbage. Vi vil have respekten for vores faglighed tilbage.

Det klinger hult når I siger, at I kan li´ os og har stor respekt for os. For respekt er ikke bare noget, som man siger, at man har. Respekt er noget man viser: Tal ordentligt til og om os, lyt til vores faglighed, stæk moderniseringsstyrelsen. Husk at en mere effektiv offentlig sektor kun kan skabes igennem motiverede medarbejdere.

//
Bragt som Opinion i netavisen Pio den 27. Marts 2018:

https://piopio.dk/overenskomstforhandlinger-er-en-kamp-for-respekt/

Kommentarer