…får det nogensinde en ende?

 

KL vil have læring i dagtilbuddene. Endnu et forslag fra politisk side, som må bunde i manglende viden og indsigt i hvad det egentlig er vi som pædagoger arbejder med hver dag, hele tiden!

Jane Findahl, som er formand for KL’s børne- og kulturudvalg har udtalt, at “nu er det tid til at udvikle fagligheden i dagtilbuddet. En tur i skoven skal fra pædagogernes side tænkes som et læringsforløb”.

Men hvad forestiller KL sig egentlig, at sådan en tur tænkes som i dag?

De kære politikere skulle tage deres udetøj og varme støvler på og tage med en tur i skoven.

Så kunne de spørge pædagogen, hvorfor børnene opfordres til at løbe mellem træerne og balancere på træstammer. De ville få et svar om motorisk udvikling. De kunne spørge pædagogen, hvorfor hun sætter ord på og i talesætter hvad de ser og hvad der sker på deres vej. De vil få et svar om sproglig udvikling. De kunne spørge, hvorfor pædagogen kalder børnene sammen og med sagte stemme på hug foran rævehulen fortæller en spændende historie om Mikkel-ræv. De vil få et svar om lysten til at lære og tilegne sig viden gennem historiefortælling. De kunne spørge… ja jeg kunne blive ved, for som pædagog ved jeg, at en tur i skoven er fyldt med læring.

Hvor ville det være rart hvis udtalelser, visioner og politiske planer uden hold og afsæt i den pædagogiske verdens virkelighed snart ville få en ende!

Kommentarer