Det er nu vi skal stå sammen – og det er nu vi skal ytre os!

Det er altid vigtigt, at vi ytrer os om vores vilkår og vores værd. Det er særlig vigtigt nu, hvor der er varslet konflikt på det offentlige område.

Der har tidligere været eksempler på, hvordan offentligt ansatte presses til at tie, og i forvejen er det ikke for mennesker uden mod at ytre sig – for det er helt sikkert, at i det øjeblik du tillader dig at mene noget, så er der også nogen, som mener noget om dig. Det har en pris at ytre sig, absolut.
Men det har også en pris at lade være!

Hvis du tier, så overlader du ordet, og indflydelsen, til dem som vi er vant til at høre fra: Primært de mest velstillede og dem med en lang, akademisk uddannelse.
Mennesker, der ikke har godt nok kendskab til den virkelighed, som vi er eksperter på.
Mennesker, der kan finde på at få det til at lyde som om vi bare er grådige, når vi ønsker bedre vilkår.

Lad ikke en minister stemple os som nogle der kun tager. Fortæl om alt det, som vi giver.

På en helt almindelig mandag så sad jeg ved siden af Anton og fik ham til at tro på, at han godt kan klare opgaverne i tysk.
– Jeg stillede mig imellem Johannes og Simon, da de begyndte at slås og talte episoden igennem med dem bagefter. Bagefter forstod de hinanden bedre.
– Jeg talte med Emilie, da hun råbte skrid til resten af verden. Vi sad på den kolde trappe og talte om vreden, som hun følte. Hun fik oplevelsen af, at nogen kunne hjælpe hende – bare lidt.
– Jeg var der for Thorbjørn, da han blev så gal på sig selv, at han kastede med stolene og smed ting på gulvet. Jeg hjalp ham med at rumme sit pludselige selvhad, udsprunget af en følelse af utilstrækkelighed. Og jeg fik ham til at se det positive; hvor hurtigt han fik kontrol over følelserne igen. Han havde endda overskud nok til at rydde op efter sig selv.
Hvis jeg ikke havde gjort det, så var han ikke gået hjem med et smil, men med en endnu større vrede rettet imod sig selv.
– Jeg lyttede til en dreng som ikke længere kan bo hjemme hos sine forældre. Jeg var sammen med ham, mens tårerne flød, så han ikke følte sig alene med sin smerte.

Vi får løn. Og mange af os betaler med hjerteblod.

Det er nu vi skal stå sammen, og det er nu vi skal ytre os!
Vi har retten til at sige fra, når vi mener, at samfundet har sat os, og det vi brænder for – de mennesker vi brænder for – på en helt forkert diskurs.

Fortæl andre om alt det, som vi giver, og fortæl om hvorfor det er vigtigt for os, og for de kommende generationer, at vi får bedre vilkår i det offentlige.

Skriv et debatindlæg, opsøg din fagforening og spørg om der er noget du kan gøre. Bak hinanden op derude i VORES virkelighed.

Der er også brug for din stemme!

Kommentarer