Da jeg hev dørhåndtaget af og følte mig som Thorkild i Blinkende lygter

 

 

Det startede som en ganske almindelig arbejdsdag. Jeg krydser legepladsen, hilser her og der på børn og voksne og alt er fint, indtil jeg skal indenfor igen. Der er problemet, at jeg kommer til at hive dørhåndtaget af døren.

Jeg vælger strategien: “Så I lige det, jeg kom lige til at ødelægge dørhåndtaget. ¨

Flere af de nært omkringstående børn kommer over, og der er det, at jeg fuldstændig føler mig som Thorkild i puste æg scenen i Blinkende lygter.

Bare glem det Thorkild, der er noget galt med det æg der” bliver her på legepladsen til “Bare glem det Ginie. Den var nok gået i stykker i forvejen.

Prøv at se. Det ser da helt mærkeligt ud i skallen også. Du kunne sagtens have pustet det æg der, Thorkild” bliver efter at døren er studeret på nærmeste hold til: “Prøv at se. Den ser da også vildt gammel ud den dør.

Da Thorkild konstaterer at han under normale omstændigheder sagtens ville kunne puste det æg, svarer hans kammerat: “Selvfølgelig kunne du det. Det er en syg høne, der har lagt det æg der.” Den kommentar formåede børnene i min skolefritidsordning ikke helt at lave en sammenligning til, men det gør heller ingenting, for opbakningen, omsorgen og støtten var den samme som den Thorkild fik, og det er altså stort.

De var så søde og betænksomme de børn, og i et lille øjeblik følte jeg nærmest at jeg var en del af den danske kulturskat, men til hverdag er jeg en del af den danske folkeskole og det kan altså også være en skat i sig selv.

Kommentarer