Lige og fair løn nu!

Til Sophie Løhde og alle de andre rødder!

Jeg sidder og drømmer om, at en strejke ikke bliver en realitet. Jeg ønsker ikke en strejke.

Men jeg ønsker “Lige løn” – en fair løn, for det pædagogiske arbejde jeg udfører – hver evig eneste dag.

Når helhedssyn, faglig dømmekraft og relationsarbejde går op i en højere enhed, så er pædagogik kunst!

Det skal afspejle sig i lønnen.

Ellers få vi aldrig fagligt kompetente mennesker til at blive i faget – og så kan vi skyde en hvid pil efter tidlig indsats og inklusion.

Det bliver samfundsmæssigt set megadyrt når regningen for den alt for sene indsats skal betales.

Men den største pris – den betaler vores Børn!

Kalle på 5 er et af de børn.

Kalle har uro i sin krop. Han kan ikke sidde stille. I leg kan han ikke have de andre børn tæt på, så han skubber, slår og bider. Derfor vælges han ofte fra i leg.

Vi taler om Kalle på p-mødet. Vi taler med forældrene.

Vi må være nysgerrige, undre os og se bag om hans adfærd. Hvad handler det om?

Vi tænker og handler i helhed.

Der er rod i relationen og sansemotorikken er udfordret.

Indsatsen er ikke tilfældig – men tvært imod båret af en fin pædagogisk dømmekraft, erfaring og høj pædagogisk kvalitet – Implementeret faglig viden og pædagogisk relationelt knofedt.

Vi smøger ærmerne op og starter med det grundlæggende – sansemotorikken og relationerne… det går hånd i hånd.

Kalle får massage og er med på motorikholdet.

Indsatsen intensiveres også i forhold til leg – vi booster det sociale… det hænger jo sammen det hele.

Vi leger fangelegen ”ninjamonster”
:
”Fang Ninjamonsteret” råber en af mine kollegaer og pludselig vender jagten. Alle børnene er nu efter mig. ”Hjæææææælp”, råber jeg og forsøger at flygte. Jeg løber så hurtigt, jeg kan men bliver til sidst fanget af 15 hujende, skrigende og grinende børn.

Ninjamonsteret er nedlagt og børnene kaster sig ind over det. Vi slås et stykke tid. Legen stopper, da Kalle får sin arm i klemme og begynder at græde. Ninjamonsteret bliver igen til Trine. Jeg trøster Kalle og siger ”Ej, hvor træls Kalle, det gjorde ondt på dig ku jeg se!” Kalle stopper med at græde.

”Hvad skal vi lege nu?”, spørger han. ”Lad os gå hen på bakken og trille”, foreslår jeg. Kalle og jeg går hen til bakken, lægger os ned og triller ned ad bakken. Vi gentager mange gange. Flere og flere børn kommer til. De vil være med. ”Kalle, skal vi lave et dobbelttril?” det er Peter, der spørger. ”Ja”, siger Kalle. De tager fat omkring hinanden og triller over og med hinanden ned ad bakken.

Pædagogisk Mission completet!

Så kære Sophie og alle de andre rødder.

For fremtidens skyld.
For pædagogfagets skyld.
For Kalles skyld.

Der må penge på bordet nu

Lige og fair løn nu!

Kommentarer