Vi er der, når der er brug for os.

Jeg springer som regel min frokostpause over. For når jeg tager mig tid til at spise i fred og ro, så er der ofte nogen som svigtes. Jeg kan ikke holde ud at svigte. Det er værre end at være sulten.

Da jeg i går hørte Sophie Løhde sige, om de faglige organisationer der repræsenterer offentligt ansatte som jeg selv, at det kun optager dem at tage, ikke at at give, så brændte vreden som flammer i mit bryst: Hvad bilder hun sig ind?!
Hvad i alverden bilder hun sig ind?!

Jeg er pædagog. Det har jeg været i 21 år. Jeg arbejder hver dag for at se de usynlige, lægge en kærlig hånd på skulderen af de vrede og triste, vise forståelse istedet for fordømmelse. Jeg lægger bånd på mig selv, når nogen provokerer. Jeg kontrollerer mine egne følelser, hvis jeg bliver truet og bange.

I de 21 år jeg har været pædagog, har jeg fået løn. Og betalt med hjerteblod, bekymringer, nattesøvn og mit sociale liv. Jeg har brugt tid i mine ferier på at holde kontakt til børn og unge som havde brug for det – ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke ville lade være: Fordi de mennesker, som jeg er i kontakt med, de betyder noget for mig. Og fordi jeg tror på, at vi kun kan skabe en socialt bæredygtig fremtid ved at være der for hinanden.

Jeg ved, at der er et utal af offentligt ansatte derude, der har det præcis som jeg; de går langt og længe, de springer frokosten over og holder sig fordi det er svært at nå på toilettet, de laver den ekstra opringning efter arbejdstid uden at blive betalt for det.
Politibetjente går på arbejde og sætter livet på spil. Fængselsbetjente betaler med risiko for deres egen og deres families tryghed.

Offentligt ansatte som os, vi giver langt mere, end vi får løn for.

Jeg kan forstå på Sophie Løhde, at hun synes, at vi bare vil rage til os. Men vi er dem, der altid er der, når der er brug for os.