Jeg kendte engang en ung mand, som holdt af at gå i dametøj.

I skolen er der tradition for, at vi gennemfører forløb omkring krop og seksualitet i uge 6. Det er oplagt at vi i denne forbindelse også beskæftiger os med digital dannelse. Ikke mindst efter at det for nylig kom frem, at flere end 1000 unge mellem 14 og 22 sigtes for at have delt seksuelt krænkende videoer via Messenger. Det er politiets opfattelse, at de unge har besiddet og udbredt børnepornografisk materiale.

Børn og unge skal lære at passe på sig selv, og de skal lære hvor grænserne går.
Men i min optik står noget helt grundlæggende i vejen for virkelig, sådan for alvor, at kunne lære børn, at det aldrig er ok at krænke et andet menneske.
Det, som står i vejen er fordomme. Vores egne fordomme. Og afledt deraf tendensen til at tænke, at den som krænkes, måske selv bærer en del af skylden for krænkelsen.

Jeg kendte engang en ung mand, som holdt af at gå i dametøj. Top, kort nederdel og stiletter. Han var smuk. Men man kunne godt se, at han var en ung mand, og ikke en ung kvinde. Så både jeg og andre voksne bad ham om at tænke sig om. Helst så vi, at han ville holde op med at udleve sin passion. For vi vidste, at den udsatte ham for en risiko. Ikke fordi påklædningen var farlig i sig selv, men fordi det er farligt at bevæge sig rundt i en verden hvor had og fordomme lever. Den unge mand blev ved med at iføre sig det tøj, som han havde lyst til. Og til vores store fortrydelse tog han endda også læbestift på.
Hver gang han gik ud i verden, var vi bekymrede. En dag gik det galt. Han blev overfaldet.

Hun så ned i bordet, mens hun fortalte om et minde. De havde kaldt hende og hendes veninde for ludere og en voksen havde sagt: “Men har I tænkt over, hvorfor de gør det?”

På en skole havde de problemer i udskolingen. Nogle af drengene tog på nogle af pigerne. Drengene kunne finde på at gribe fat i en balle eller et bryst. Diskussionen i personalegruppen kom til at gå på, om det kunne skyldes at pigerne gik for udfordrende klædt

En pige var tit blevet komplimentet af buschaufføren. En dag rørte han ved hende. Hun fandt det grænseoverskridende og sagde det til en voksen. Hun fik svaret: “Måske skal du tænke over din påklædning.”

Er det virkelig sådan, at hvis man skiller sig ud fra mængden, så er man selv ansvarlig for krænkelser og grænseoverskridende adfærd fra andres side?
For det er vel (også) sådan vi tænker, når vi beder en ung mand om at holde op med at gå i dametøj og piger om at overveje deres påklædning?
Burde det ikke hellere være sådan, at uanset hvem vi er, hvordan vi ser ud og hvilket tøj vi vælger at gå med, så er vores krop kun vores? Og at det skal være en selvfølge, at andre ikke har ret til at befamle os – hverken fysisk eller verbalt. Eller dele videoer og billeder af os uden vores samtykke.

Der er en tendens til at for mange kommer til at antage, at et offer for grænseoverskridende adfærd, eller et decideret overgreb, selv kan tænke bære en del af skylden.

Lad os vende den tendens! Lad os lære børn og unge fra de er små, at alle må være præcis som de er uden at skulle udsættes for krænkelser. Fordi det er den som krænker, der gør noget forkert. Ikke den som krænkes.

Vi har et fælles ansvar for at alle skal kunne færdes trygt i verden, uanset hvordan de ser ud eller hvor anderledes de fremstår. Børn skal vide, at mennesker er ligeværdige – og i den henseende er vi ikke kun forældre, pædagoger og lærere. Vi er rollemodeller.

//Indlægget er bragt i AKTbladet nr. 179, februar 2018.

Kommentarer