Vi vil ikke spises af med lommepengeløn.

(debatindlæg bragt i Politiken d. 18. Jan. 2018)

Det er et levn fra fortiden, at vi pædagoger, sosu’er og sygeplejersker får så dårlig løn.

Min mor blev færdiguddannet som pædagog i 1969. Det samme år, tjenestemandskommissionen fik til opgave at indplacere alle offentligt ansatte på en lønskala.

Pædagogerne blev placeret i bunden af skalaen. Det gjorde de, fordi pædagogfaget var et kvindefag. Dengang anså man stadig manden for at være husstandens hovedforsørger. Kvindens løn var bare et supplement til husholdningen – en slags lommepenge.

Men min mors løn skulle ikke bare fungere som lommepenge. Hun var enlig forsørger og skulle leve af sin lommepengeløn.

Det er snart 50 år siden. Og der er sket meget. Kvinder og mænd er blevet ligestillet på de fleste områder. Mange kvinder får i dag lønninger, der modsvarer den værdi, de skaber. Men pædagogernes løn ligger, sammen med løn for andre såkaldte kvindefag, stadig i bunden af lønskalaen.

Jeg arbejder som pædagog på en skole. Mine lærerkolleger tjener betydeligt mere end mig, selv om vi er på den samme arbejdsplads og arbejder med de samme børn. Forskellen skyldes, at der var flere mandlige lærere i 1969, og at lærerne derfor blev placeret højere på skalaen.

Vi lever i 2018. Men lønnen for kvindefagene afspejler en helt anden tid. Det kan og skal gøres bedre. Vores arbejde er mere værd – også i kroner og øre.

Som pædagog udvikler jeg børnenes evne til at begå sig socialt og være en del af fællesskabet. Sygeplejersken står bogstaveligt talt med et andet menneskes liv i hænderne. Social- og sundhedsassistenten er måske det ældre menneskes eneste sociale kontakt. Hver dag arbejder vi for at gøre en forskel for andre mennesker. Vi skaber værdi for samfundet.

Det er på tide, efter næsten 50 år, at gøre op med tjenestemandskommissionens forældede lønindplacering af de såkaldte kvindefag. Vi skal have afskaffet lommepengelønningerne til både de mænd og de kvinder, som arbejder for at skabe en god hverdag for andre mennesker i velfærdsfagene.

Politikerne holder sig for ørerne. Men hvis vi ikke fortsat skal trækkes med et lønefterslæb fra en svunden tid, er det her nødt til at komme på dagsordenen. Overenskomstforhandlingerne er en oplagt mulighed.

Så vil jeg glæde mig til den dag, jeg kan invitere min mor ud at spise, som folk i andre faggrupper kan.

Og til, at hvis min datter en dag kommer hjem og fortæller, at hun gerne vil arbejde med mennesker, så kan jeg anbefale hende pædagogfaget og fortælle, at 2018 var året, hvor vi tog et vigtigt skridt i retning af ligeløn i Danmark.

Kommentarer