Lad os fejle noget mere – og turde sige højt, at vi gjorde det.

Jeg kan høre det, når jeg lytter til menneskers samtaler. Jeg bemærker det, når jeg færdes på de sociale medier og jeg oplever det, når jeg er på arbejde: Vi voksne, har ufattelig travlt med at iscenesætte os selv og bygge facader op.
Men bag facaderne gemmer der sig altid rigtige mennesker: Mennesker som slås med knuste hjerter, rod i familien, lort i kattebakken og tilbagebetalingspligtige lån.
Bag facaderne er ikke kun sejre og succeser, men også nederlag, afvisninger og afslag en del af livet. Her lever de fejlslagne drømme og de skjulte længsler. Bag facaden gemmer vi alt det, som vi tror, at andre ikke må se.

Livet er ikke perfekt. Mennesker er ikke perfekte. Alligevel bruger mange af os energi på at få det til at se sådan ud. Hvorfor? Måske fordi vi er bange for fiasko – og for hinanden. For at blive dømt og bedømt. For fordomme og sladder. For at skille os ud. For ikke at få lov til at høre til.

Når vi bygger facader op og gemmer vores fejl for andre, så viser vi børn og unge, at det er sådan de bør gøre. Sådan de skal vokse op og være.

Børn og unge elsker, når vi voksne fortæller om noget, som vi har gjort galt i løbet af vores liv. Deres øjne stråler af forventning, når vi indleder en samtale med: “Ved du hvad jeg engang gjorde forkert?” eller “Vil du høre noget pinligt, som jeg er kommet til?” For de er ikke vant til, at voksne (slet ikke at voksne fagpersoner) fortæller åbent, om det som de har gjort forkert. Men vi er jo bare er mennesker. Mennesker som også engang var børn og unge og gik igennem en pubertet som forvandlede, gjorde os skrupforvirrede og fik os til at føle os ensomme. Og netop som professionelle bør vi være gode til at indrømme, at vi også kan tage fejl og gøre ting, som vi ikke burde have gjort.

Jeg startede mit arbejdsår i 2018 sådan her: Kaffe, katte og Netflix i sengen. Meget dejligt. Indtil jeg modtog en sms fra en kollega og måtte tjekke intra: For ferien var sgu da slut. En dag før tid! (Dog kun i min kalender).
Jeg fik hurtigt ringet til en leder og fortalt, at der var sket noget forfærdeligt: “Jeg troede først, at vi skulle på arbejde i morgen. Men jeg er på vej!”
Drillerierne og latteren som fulgte resten af dagen, tog jeg gerne med, for aldrig før har jeg været så glad for at arbejde et sted, hvor alle, ledelsen inklusive, har masser af humoristisk sans.

Lad os være mere åbne omkring, at vi alle begår fejl. Lad os være nuancerede forbilleder, som tør vise børn og unge, at fejl og mangler er en del af livet og vise, at vi kan tilgive hinanden for dem. Uanset hvem vi er og hvor vi kommer fra. Som mennesker er vi alle lige værdige – og lige uperfekte.

Ingen kommer godt igennem livet uden at have gjort noget forkert og mærket frygten for andres reaktion. Men vi lærer af det, som vi gør forkert, og hvis andres reaktion tilmed er kærlig og tilgivende, så heler den os. Så vi tør leve videre – også selvom det indebærer risikoen for at fejle igen. Og igen. Og igen.

Må 2018 blive forrygende, farverigt, fyldt med lærerige fejl.
Og kærlig, medmenneskelig tilgivelse.

//Bragt i AKTbladet, nr. 178, Januar 2018.

Kommentarer