Syge børn skal have ret til sin mor eller far

Guldborgsund kommune flirter med idéen om at frivillige ”bedsteforældre” skal passe de kommunalt ansattes børn, når børnene er ramt af sygdom i mere end 2 dage. Gad vide Guldborgsund kommune rent faktisk tror på at de får en effektive og nærværende pædagog på arbejde, som har afleveret sin lille datter Sofie på 3 år med 40 i feber, tendens til feberkrampe og væskende skoldkopper til en gruppe fremmede pensionister?

Hvor meget længere skal der mon gå før politikerne indser at det ikke skal handle om hvad forældrene skal have ret til. Vi bør i stedet tale om hvad børnene skal have ret til! Vi snakker hele tiden om hvor vi skal gøre af børnene, hvem skal passe dem, når de er syge i mere end 1-2 dage. Det burde slet ikke være et spørgsmål, det burde at være en ret for Sofie at hendes mor eller far kunne blive hjemme ved hende til hun bliver rask og kan komme i børnehave igen. Det er ikke okay overfor Sofie, som skal postes rundt mellem familie og venner fordi mor og far er tvunget til at tage på arbejde efter kun to dage. Hvis de voksne er syge bliver de hjemme i deres seng i trygge omgivelser. Tryghed for børn er det kendte og det er hjemme, under sin dyne sammen mor eller far til at passe på en, det burde være en selvfølge.

Jeg er mor til 3 børn, tvillinger på 4år og lillebror på 2år. Vi har heldigvis gået igennem en nådig efterår og vinter sæson uden voldsomt meget sygdom. Så heldige var vi ikke sidste år, det var et sandt helvede af konstante infektioner. Vores børn samlede alt virus op i en radius af 10km fra vores hus. Der gik faktisk ikke en uge uden vi havde syge børn.

Jeg arbejder heldigvis på en skole, hvor der aldrig bliver stillet spørgsmål eller bliver givet dårlig samvittighed, når jeg endnu en gang, har måttet ringe og bede om et barns første og anden sygedag. Dog oplever vi ofte at måtte finde alternative løsninger til pasning, da det er sjældent at vores børn var friske på kun 2 dage. Det bør gøres til en ret, ikke for forældrene, men for børnene at deres mor eller far måtte være hjemme ved dem til de er raske. Politikerne kunne skæve til vores nabolande for at finde løsninger, som kunne gøres til praksis i Danmark, både i forhold til praktiske, men også det økonomiske aspekt både for arbejdsgiver og medarbejder.

På mit arbejde kan jeg også se at det er nødvendigt at gøre noget. Jeg er skolepædagog og det er ikke usædvanligt at børn kommer i skole uden at være helt friske. Børn, som pludselig kaster op, får høj feber eller bare ikke kan hænge sammen på grund af træthed fordi forældrene ikke har andre muligheder end at sende deres halvsløje børn afsted. Det er ikke i orden! Børnene når ikke at restituere og bliver derfor syge hurtigt igen eller også får de smittet de andre børn og personalet, det er en skrue uden ende.

Det er ikke løsningen at få pensionister til at se efter børnene. Nej 2018 må være året hvor vores folkevalgte politikerne vågner op og indser vi skal gøre noget for børnene i Danmark. Børnene skal have ret til at mor eller far er hjemme ved dem, når de er syge og helt til de er raske.

Kommentarer