kærlighed er tabu?

Kærlighed og fysisk berøring – nutiden største tabu? Jeg spørger bare!

Børn tilbringer størstedelen af deres vågne tid i daginstitution.

Daginstitutioner er børnenes liv.

Jeg er pædagog i en daginstitution, og jeg er vild med det!

Et godt børneliv skal være fyldt med omsorg og kærlighed.

Fysisk berøring, leg, knus og kys er en del af et kærligt og omsorgsfuldt miljø.

Men Hey…det udfordrer os som pædagoger… fordi vi som pædagoger skal være professionelle og skal være opmærksomme på børns og egne grænser. Ja, den er jeg med på.

Men hallo, at daginstitutioner i respektfuldhedens og måske i angstens tegn laver regler om, at “her må vi ikke kysse børn på kinden!” Come on….

Det er onsdag. Kl er 13.30, og jeg har fri. På min vej rundt gennem institutionen for at sige farvel kommer Viola løbene gennem garderoben. “Trine, jeg vil ha dig!”

Jeg ser på hende og smiler. “Jeg vil også gerne ha dig Viola!” Sætter mig ned på bænken og løfter hende op på skødet.

Så giver jeg hende et kæmpe knus.

Vi sidder sådan sammen – stille lidt… så kigger Viola på mig, “du lugter godt,” siger hun. Jeg smiler til hende, og hun fortsætter. “Synes du også jeg lugter godt?” Hun ser på mig med et forventningsfuldt blik.

Jeg tager en ordentlig snuser til Violas hår, smiler og svarer: “Ja, du dufter fantastisk.” Jeg giver hende endnu et knus og et stort trutkys på kinden… “Det kildrer!” Råber Viola, mens hun vrider sig og hviner af fryd.

Børn har sansemotorisk udfordringer i vid udstrækning – hungrer blandt andet efter fysisk kontakt. Så de sættes meget fornuftigt på massagehold, sansemotorikhold osv. Men samtidig laves der i nogle dagtilbud regler, der i den grad begrænser barnets muligheder for almindelig fysisk berøring.

Det er en ommer.

Alle børn har ret til kærlighed og masser af fysisk kontakt!

Lad os i stedet for at lave stupide regler arbejde intensivt med at fortælle forældre og alle mulige andre om, hvorfor vi gør, som vi gør.

Dejlig dag, et kæmpeknus og et trutkys på kinden til dig…

Kommentarer