Understøttende undervisning er værdifuld undervisning

Meningerne er mange om folkeskolen, især den understøttende undervisning og hvad den skal indeholde er løbende et debatteret emne. Skal den understøtte børnenes trivsel, den faglige undervisning eller skal den bare væk. I debatten om den understøttende undervisning får jeg sommetider en følelse af at ikke alle mener at denne type undervisning har en værdi og gør en forskel.

Jeg er skolepædagog og jeg mener at den understøttende undervisning har et enormt potentiale og værdi når vi skolepædagoger tager vores pædagog faglighed med ind i undervisningen.

Jeg kommer ind i klassen med en blå skumbold under armen og straks bryder begejstringen ud i klassen og Søren udbryder med et kæmpe smil på læben ”SKAL VI SPILLE STIKBOLD??!!” Ja det skal vi, det er ikke fordi jeg ikke ved hvad vi skal lave og kommer med en panik løsning, nej det er en nøje planlagt pædagogisk aktivitet.

Inden vi går i motoriklokalet gennemgår vi altid reglerne så alle har helt styr på hvad de må og ikke må og allervigtigst, så alle kan gå trygge ind i legen. Børnene referere reglerne for mig og de kan dem på fingerspidserne. Vi har nemlig spillet stikbold mange gange før, det gør vi hver onsdag. Det er en fast del af programmet i den understøttende undervisning i min klasse.

Den allervigtigste og mest brugte regel vi har er at når de er to eller flere, som får fat i bolden skal de lave sten/saks/papir. Vinderen får bolden og lader taberen komme væk inden spillet genoptages.

Jeg husker tydeligt den fantastisk følelse jeg fik og stolthed jeg følte, da børnene forstod sten/saks/papir reglen. Jeg stod som dommer og fik den ene kuldegysning efter den anden mens jeg så børnene løse problemerne, som opstod helt selv. Jeg var blevet overflødig.

Jeg har ved hjælp af stikbold lært børnene at passe på og se hinanden. Børnene lære at sige undskyld, hvis de skyder forkert og rammer hinanden i hovedet. De lærer at regulerer deres følelser, det er surt at blive skudt, men det er okay for de er levende igen lige om lidt. Børnene lære at tage et medansvar, de skal ikke bare tage bolden og løbe. Det er ikke nødvendigvis den klogeste, stærkeste eller hurtigste, som vinder og oven i det hele får de bevæget deres krop. Børnene har altså med et spil stikbold arbejdet ikke bare med deres egen, men hele klassens udvikling.

Skolepædagogerne kan med deres pædagogfaglighed i den understøttende undervisning støtte op om klassen, som helhed og det enkelte barn ved hjælp af leg og bevægelse. Det er derfor at den understøttende undervisning har en værdi og en vigtig plads i børnenes skoledag.

 

 

Kommentarer