Den lyserøde vanddrage

 

Et nyt kalenderår er begyndt, og det er tidlig morgen 2. januar i den skolefritidsordning, hvor jeg arbejder. Ved den ene bordende af bordet spises morgenmad og ved den anden bordende tegnes. Der er også enkelte der leger i de tilstødende lokaler. Det nye kalenderår begyndes i det tempo, børnene hver især har lyst og overskud til.

“I morgen har jeg fødselsdag” fortæller en pige, mens hun spiser morgenmad. “Så får jeg en tatovering!” Vi pjatter om hvorvidt det er en ægte eller ej, men kommer endelig frem til essensen, for selvfølgelig er den ikke ægte, og det interessante er i virkeligheden også, hvad tatoveringen forestiller.

Nu er det, at de andre børn omkring bordet bliver mere interesserede i samtalen. Der spidses ører, især da hun stolt fortæller: “Det er en lyserød vanddrage med sugekopper på maven. Da var det næsten til at føle på, hvordan hovederne omkring bordet begynder at arbejde, trods den tidlige morgen og at det er den 2. januar.

Kan drager være lyserøde? Hvorfor har den sugekopper på maven? Vanddrager? Hvad bruger drager sugekopper til? har drager ører?, kan drager være alle farver? og ikke mindst hvordan synes vi at de ser ud?

Især det sidste spørgsmål var vi flere, der gerne ville have et svar på! Der kom gang i “tegn lyserøde drager-værkstedet”, ikke fordi vi skulle, men fordi vi var mange der gerne ville. Selvom det stadig var 2. januar og tidligt om morgenen kom der en friskhed og energiniveauet blev nærmest boostet, da den lyserøde drage landede på morgenbordet.

Vores drager blev meget forskellige men ved hver drage var der tænkt over detaljerne. Der blev blandet andet tænkt over følgende ved forskellige drager: “Den kan flyve, så derfor skal den have flyveører”, “Det er vigtigt at den har en trekant på halen, så den kan styre”, “Lyserøde drager er lavet i s-form” og “Drager spyr altid ild”

Alle var eksperter på deres egen drage, så ingen drage kunne være forkert, men alle var lyserøde med sugekopper.

Næste dag så jeg den oprindelige drage placeret på fødselsdagsbarnets arm. Der var ikke mange af vores tegnede drager, der lignede, men det gør overhovedet heller ikke noget, for det var så fedt – fællesskabet omkring de lyserøde vanddrage med sugekopper.

Kommentarer