“Når det hele går i kage!(rulle)”

Eller…

“Det gode børneliv kan også gøre ondt!”

Jeg er pædagog i en daginstitution, og jeg er vild med det.

Børn i dag lever en stor del af livet i en daginstitution.

Livet er fuld af udfordringer – det er livet i en daginstitution også!

Nogle gange er der store følelser på spil…

At være ked af det, at være frustreret og at være vred. Et godt børneliv rummer det hele.

Det skal vi som pædagoger være med til at formidle. Feks. i samarbejdet med forældrene. Mit nytårsfortsæt er … at blive endnu dygtigere til det!

“Trine, har du lige tid et øjeblik?”

Det er Sandras mor. Hun står overfor mig i garderoben med Sandra i hånden.

Sandras mor trækker vejret hurtigt, og hendes blik flakker lidt. Så ser hun mig direkte ind i øjnene og fortsætter: “Ja, altså, det er ikke første gang, hun siger det. Men er det rigtigt, at Ahmed slår hende?”
Sandras mor ser afventende på mig.

Jeg tager en dyb indånding og tænker et par timer tilbage.

Kalle, Vera, Ahmed og Sandra sidder ved et bord og leger med modellervoks. Sandra har lige rullet en kæmpe pandekage med institutionens eneste velfungerende kagerulle.

Ahmed ser med beundring på pandekagen og siger så: “Sandra, må jeg låne kagerullen?”
Sandra drejer sig lidt væk fra Ahmed og lægger sin arm ovenpå kagerullen.

Ahmed prøver endnu engang: “Saaaandraaaaa må jeg låne den?” Sandra drejer sig lidt mere væk og siger stadig ingenting.

Ahmed kniber øjnene lidt sammen og slår pludselig Sandra hårdt på skulderen. Sandra ser forskrækket på Ahmed og begynder at græde.

“Hov, hvad sker der?” Spørger jeg.

Ahmed har lagt armene over kors og siger ikke et kuk. Jeg går over til ham og spørger igen: “Ahmed, hvad er der sket. Hvorfor græder Sandra?”

Ahmed drejer sit hoved væk og er tavs som graven.

Sandra ser på mig og siger grædende: “han slog mig”.

Jeg drejer begge børnene rundt, så de vender med ansigtet mod mig.

Ahmed ser ned i gulvet.

“Ja, jeg så godt Ahmed slog dig, og det har han ikke lov til, men jeg ved også, at Ahmed kun slår, hvis han er blevet ked af det eller vred”.

Så ser jeg på Sandra: “Sandra, ved du, hvad der kan ha’ gjort Ahmed så vred eller ked af det?”
“Nej”, svarer hun hurtigt.

Nu blander Kalle sig: “Jeg ved det godt. Ahmed slog Sandra, fordi hun ikke ville låne kagerullen til ham. Det vil hun aldrig”.

Sandra græder lidt højere. Jeg ser på hende og spørger: “Er det rigtigt Sandra? Ville du ikke give ham kagerullen?” Sandra snøfter og siger: “Nej, for han vil aldrig give mig den tilbage!”

Jeg prikker Ahmed let på armen: “Er det rigtigt Ahmed? Vil du ikke det?” Ahmed ser mig ind i øjnene og siger så: “jo jeg vil, hun kan bare spørge”.

“Okay” siger jeg: “Hør lige her. Sandra og Ahmed. Hvad med om du, Ahmed, lover at give kagerullen tilbage, når du er færdig med at bruge den?”

Sandra nikker ivrigt, mens jeg fortsætter: “… men Sandra, det er sørme også vigtigt, at du husker at lytte og at låne Ahmed kagerullen, når han spørger, om han må låne kagerullen.. ellers kan jeg godt forstå, han bliver vred”.
“Ja” siger Sandra og giver kagerullen til Ahmed.

……. kort tid efter siger Ahmed:
“Sandra, jeg er færdig med kagerullen nu. Men vil du ikke hellere med op i “salen” og gynge?”

En hurtig oprydning – dernæst grinende kursen mod “salen”.

Tilbage til garderoben.

“Ja, det er rigtig, at han har slået hende i dag. Har Sandra fortalt, hvad der skete?” Spørger jeg.
Sandra ser den anden vej. Sandras mor trækker vejret roligere nu og siger: “ja, altså hun har fortalt, at Ahmed slog, fordi han ville ha’ den kagerulle, hun brugte.”

“Det er også rigtigt, men jeg vil gerne fortælle, hvad der også skete.”

Jeg fortæller kagerullehistorien, og stille og roligt ændrer Sandras mor udtryk.

Efter en samtale om børn og om at “sætte ord på” og om vrede og om venskab – om LIVET går vi lettede hver sin vej. 😊

Hvad er dit nytårsfortsæt?

Rigtig godt nytår til dig.

Kommentarer