Vold – manglende respekt eller udtryk for en umulig livssituation?

I 2. klasse talte de forleden om at lære hinanden at kende og at være gode ved hinanden.
– Hvorfor er det så vigtigt, tror I? spurgte læreren.
– For så får man det godt i hjertet, svarede en dreng.

Børn vil gerne være gode. De vil gerne have det godt i hjertet. Spørgsmålet er, om det samfund som vores børn vokser op i, skaber forudsætningerne for, at de kan være det.

I løbet af det år, som snart er forbi, har vores undervisningsminister flere gange udtrykt, at hun ikke vil finde sig i at børn og unge slår. Når det går udover personalet, så peger hun på manglende respekt som en forklaring. Jeg tror sjældent, at forklaringen er manglende respekt.
Flere og flere børn og unge udviser nemlig også selvskadende adfærd.
Jeg tror, at børn og unge, som griber til vold og selvskade, fortæller os, at noget ikke er, som det skal være. Som det burde være. Måske har vi ikke tid nok til dem, måske kræver vi mere af dem, end de kan overskue. Måske er de rammer, som vi byder dem under deres opvækst, ikke i orden.

Vold handler om magtesløshed. Om vrede som ikke fik plads på rette tid og sted. Om ikke at føle sig set, hørt og forstået. Om ensomhed. Om at kæmpe, fordi man er trængt op i en krog. Om ikke at have noget at miste. I sidste ende måske om at have mistet sin empati. Vold er det, som børn og unge griber til når de mangler sprog, eller er under så stort pres, at de ikke kan gøre andet.

Børn og unge har slået mig. De har sparket. De har kastet ting efter mig. De har truet mig; med sakse og med knytnæver. Jeg er blevet bidt af. Det er sjældent mig, som de børn og unge har været vrede på. Vi har altid kunnet tale om tingene, når vreden havde lagt sig. De har ikke manglet respekt for mig – men de har oplevet en enorm følelse af afmagt og de har manglet måder at udtrykke sig på.

Der er et stigende pres på børn og unge. Fra børn går i 2. klasse skal de vænne sig til at gå hjem med svaret på den nationale test. En test som for en del børns vedkommende fortæller dem, at de ligger under middel. At de ikke er så dygtige som andre. Fra 2. klasse byder vores skolesystem børn, at de kan gå med tanken om, hvorvidt de er lige så meget værd som andre.
Det er dagligdag for mig at møde elever helt ned til 7. klasse som bryder sammen, fordi de ikke tror på, at de nogensinde – med deres eget udtryk – “bliver til noget”. De har svært ved at sove om natten, fordi de endnu ikke ved, hvilken uddannelse de skal gå efter. De er børn på 13-14 år!
Flere og flere børn og unge får også decideret angst.

Jeg kender en dreng, der sommetider blev fuldstændig vild i øjnene. Blikket flakkende omkring. Der var en uro i luften og en trussel om noget, som vi aldrig helt vidste hvad var. Hvis klassekammeraterne kom for tæt på, eller han følte sig uretfærdigt behandlet, så råbte og skreg han. Og slog. Han nægtede at gøre, hvad der blev sagt. Men kun når han var i dårligt humør. De andre dage var han optaget af at stille alle tilpas. Så var han sød og omsorgsfuld overfor kammeraterne, og kunne bruge et helt frikvarter på at lave lektier, fordi han gerne ville gøre læreren glad. En dag, da han atter råbte, slog og sparkede en kammerat og andre råbte “Stop!”, råbte han tilbage: “Hvorfor? Det er jo sådan jeg bliver behandlet!”
Han var udsat for vold i hjemmet.
Vold er en udtryksform. Og han manglede ikke respekt. Han manglede nogen der handlede på hans situation hjemme.

Tilbage til samtalen i 2. Klasse: Når man er god ved andre, så får man det godt i hjertet.
Jeg vil vove den påstand, at ingen børn fødes med følelsen af manglende respekt for andre, men at alle børn fødes med trangen til at være gode ved andre.

Jeg tror, at børn og unge som slår har ondt i hjertet. Vores opgave, som fagprofesionelle, er at finde frem til, hvordan vi kan afhjælpe den smerte. Men vi har også brug for hjælp fra politisk side.

Lad dette være mit nytårsønske til politikere på Christiansborg og ude i kommunerne:
Vis respekt for de yngste generationer. Sørg for, at de rammer, som vi skal arbejde i, og som børn og unge skal vokse op under, er i orden.

Glædelig jul!

/Indlægget kan også læses i decemberudgaven af AKTbladet, 2017

Kommentarer