Mobning – et fællesskab.

Flere parter, herunder politikere, forskere, lærere og pædagoger, diskuterer hvilke opgaver skolen skal løse, og kampen kan komme til at stå imellem didaktisk faglighed og social dannelse. Men det bør ikke være en kamp, for de to ting hænger sammen. Hvis den faglige læreproces bliver relationel, så forstærkes fællesskabet – og det smitter af på det faglige udbytte. Mobbeforsker Helle Rabøl Hansen mener også, at det kan være en vej at gå, hvis vi vil lykkes med vores ønske om at mindske mobning.

Lisa havde vænnet sig til, at de kaldte hende for luder. Tilsidst opgav hun at forsvare sig. Hun skar sig i armen og pjækkede fra skole. Der var ingen grund til at møde op til flere ydmygelser.
Lucas havde lært at leve med, at de fleste syntes, at han var et svin. Så han svinede dem til, det bedste han havde lært. Og ødelagde både lege, ting og sine kammeraters glæde. Og undervisningen.
Karl måtte ikke låne toilettet i parallelklassen, for han var klam, sagde de. Karl protesterede heldigvis. Han ville ikke finde sig i at blive kaldt klam. Mennesker er ligeværdige, sagde han. Og Karl holdt fast, men han var ensom.

Du har sikkert også mødt Lisa og Lucas og Karl. Måske hed de noget andet, måske var deres udfordringer lidt anderledes. Men de findes på alle skoler. Nogle voksne kalder dem for inklusionsbørn. Det er de ikke. De er bare børn. Børn, der som alle andre mennesker, søger fællesskaber, fordi det er i fællesskaber vi får tryghed, i fællesskaber vi udvikler os.

Ensomhed, og frygten for ensomhed, er mobningens tvilling. I klasser med mobning er der mange som er ensomme. Men det er ikke ondskab, selvom det kunne ligne. Det er overlevelse. Mobning er et fællesskab. Så længe man selv mobber, eller står stiltiende bag med dem som gør, er man i det mindste ikke selv så udsat. Ikke helt så alene.

Helle Rabøl Hansen peger på, at skoleklassen er et af de vigtigste steder for subjektudvikling fra man er 5-16 år. Det er i skolen børnene begynder at udskifte deres signifikante andre. De nære omsorgspersoner, som i barnets tidlige år var de mest betydningsfulde, bliver gradvist afløst af andre. Og alle børn er sårbare i den udvikling. Men især børn, som ikke kan finde ud af social adfærd, kommer ofte til at mangle adgang til fællesskaber, hvor de kan træne de nødvendige færdigheder. Derfor skal vi skal hjælpe dem med at få adgang til kammeratskaberne.

Helle Rabøl taler om“Jamen-effekten”:
– Han er også så nærtagende.
– Hun lægger selv op til det.
– Han har ADHD.
– Sådan var hendes bror også.
Og endnu en variation:
– Jamen, kan vi opfylde det behov i skolen, som ikke er blvet opfyldt derhjemme?”
Her svarer Rabøl skarpt: Det vigtigste for at blive mønsterbryder er, at man har en anden voksen som byder ind. Ofte en lærer eller pædagog.

Det bliver lettere at invitere de protesterende – og de elever som udfordrer os – ind i undervisningen og fællesskabet, hvis vi ser på dem, som nogen der er ved at øve sig, istedet for at sige: “De kan heller ikke finde ud af at være sammen men andre”. Når vi siger ting som: “Aleksander ødelægger altid legen” og nedlægger forbud som “så derfor må han ikke være med”, så skal vi huske, at han måske ødelægger legen, fordi han ikke har forudsætninger for at indgå i den, og de forudsætninger, dem skal han have mulighed for at træne.
Aleksander har også brug for at være en del af et sundt fællesskab, for at blive et helt menneske. Derfor skal antimobning ikke tænkes udenpå undervisning, men ind i undervisning.

Litteratur:
Helle Rabøl Hansen: Parantesmetoden – tænkestrategier imod mobning.
Mobning – sociale processer på afveje.
Mobning gentænkt.
xbus.dk

/
Indlægget er bragt i AKTbladet nov. 2017.

Kommentarer