kære kollega, du må godt sige av!

Jeg er af og til, ”godt gammel-dags”, bange for beboerne på mit arbejde.

Sproget og retorikken som vi bruger i den del af det socialpædagogiske område hvor jeg er ansat, er finurligt, indforstået, tvetydigt og moralsk. Vi siger ikke ”jeg er bange” og vi kalder ikke vold for ”vold”. I stedet for ordet ”vold” siger vi udreagerende adfærd eller udadreagerende adfærd.  Begge ord er hjemmestrikkede i faggruppen, de eksisterer ikke i nogen ordbog. Årsagen til at en skovl i dette tilfælde ikke kaldes for en skovl, har til min frustration, baggrund i kristen moral men, til min glæde, også baggrund i et velment opgør med fortidens grufulde menneskesyn på psykisk handikappede.

Den kristne tradition med dens fokusering på begrebet skyld, kan i pressede situationer overskygge faglig pædagogik. Det sker i tilfælde hvor man udsættes for vold fra en psykisk handikappet, øjeblikkeligt, næsten før smerten og forskrækkelsen erkendes, starter overjeget sin maniske placering af skylden og den lander forudsigeligt på en selv. Krænkeren kan nemlig ikke ”gøre for det”. Hvis der er tale om vold fra en autist, skal den forstås som kommunikation og den kommunikerer at jeg som pædagog ikke har formået at tydeliggøre den struktur som autisten er afhængig af for ikke at opleve kaos. Kaos leder til angst, angst til vrede og vrede til udad – reagerende adfærd.  Den psykisk syge ønsker ikke at gøre pædagogen fortræd og er altså uskyldig, du får derfor som pædagog, ikke lov til at føle og reagere som hvis den syge er skyldig. Hvis du herefter beskriver den udad-reagerende adfærd med et affærdiget ord som ”vold”, (du kan f.eks. sige ”jeg har været udsat for vold”) udviser du enten manglende forståelse for den psykologiske sammenhæng eller tilsidesættelse af den kristne skyldsplaceringstradition. Som uddannet pædagog vil jeg nødigt have skudt i skoene at jeg ikke forstår teorien om den psykologiske sammenhæng, men jeg kunne til gengæld godt tænke mig at blive frigjort fra at fokusere på skylden, mest fordi det ganske enkelt ikke virker lindrende.

Det er flot og civiliseret når vi udviser forståelse for vold igennem dens baggrund.

Men offeret skal have lov til at råbe ”av for helvedet, det gjorde fandeme ondt!”.